Fortsæt til indhold

Glas gemmer skatte langs Ebeltofts kyst hele sommeren

Målet er at få både lokale og besøgende ud på opdagelse i området.

Kultur og byliv
sra

De fleste strandgæster kender følelsen. Man går langs vandkanten, mens blikket søger mellem sten, tang og drivtømmer. Pludselig ligger der noget særligt – en smuk sten, et stykke havslebet glas eller en lille genstand, der vækker nysgerrigheden og får en til at stoppe op.

Den oplevelse vil Glas – Museet for glaskunst nu give endnu flere mulighed for at få, skriver museet i en pressemeddelelse.

Børn, familier og andre eventyrlystne kan se frem til en sommer fyldt med spænding, når Glas – Museet for glaskunst lancerer Sommerens glasskattejagt.

Hver uge hele sommeren gemmer museet 10 håndlavede glasskatte forskellige steder langs kysten omkring Ebeltoft. Skattene er små unikke kunstværker skabt i glas og inspireret af havet, stranden og naturen ved Djurslands kyst.

Målet er at få både lokale og besøgende ud på opdagelse i området og samtidig skabe opmærksomhed om glaskunst på en sjov og anderledes måde.

»Vi ønsker at invitere folk til at opleve Ebeltofts smukke omgivelser gennem leg, nysgerrighed og kunst. Skattejagten giver mulighed for at gå på opdagelse langs kysten, mens man leder efter små glimtende stykker glaskunst, som man kan tage med hjem,« fortæller museet.

Skattejagten er gratis at deltage i og henvender sig til både børn og voksne. Initiativet skal ikke kun skabe spænding blandt deltagerne, men også inspirere flere til at udforske Ebeltofts kyststrækninger og natur.

Den første omgang skatte bliver gemt ved sommerferiens begyndelse, i uge 27, og herefter vil 10 nye glasskatte blive placeret rundt omkring hver uge.

Der er intet kort, app eller andre ledetråde. Der er kun kysten fra træskibehavnen til Vibæk strand og en håndfuld smukke glasemner godt gemt hen over sommeren.

Én ting er dog sikkert: Langs Ebeltofts kyst gemmer der sig denne sommer mere end blot sten og muslingeskaller.

Yderligere information kan findes på https://www.glaskunst.dk/skattejagt2026.

Se video: