Fortsæt til indhold

Aarhus-orkester får international chefdirigent

Augustinus Fondens støtte baner vej for, at Aarhus Jazz Orchestra kan styrke sin internationale profil gennem chefdirigentens erfaring.

Kultur og byliv
ceb

Med en generøs bevilling fra Augustinus Fonden kan Aarhus Jazz Orchestra hente en af jazzens absolutte topprofiler til Aarhus.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Norske Geir Lysne har efter ni år som chefdirigent for det tyske radiobigband i Hamborg, NDR Big Band, sagt ja til at stå i spidsen for Aarhus Jazz Orchestra som chefdirigent de næste tre år.

»Geir Lysne regnes blandt vor tids førende bigbanddirigenter. Med adskillige priser bag sig er han en dirigent og komponist, som mange af Europas førende jazzorkestre gennem årene har samarbejdet med igen og igen. Derudover er han professor i jazzkomposition og bigbandledelse i Oslo,« står der blandt andet i pressemeddelelsen.

»I bestyrelsen ser vi frem til samarbejdet med Geir Lysne, og vi er glade for, det kan lade sig gøre gennem støtte fra Augustinus Fonden. Igennem mange år har Aarhus Jazz Orchestra haft evnen og lysten til at afprøve nye måder at bruge det store, rytmiske ensembles udtryk på, og vi forventer, at Geir i tæt samarbejde med de mange, innovative kræfter i organisationen kan løfte dette til nye højder,« siger Karsten Bech, der er bestyrelsesleder i Aarhus Jazz Orchestra, i pressemeddelelsen.

Tidligere samarbejde

Aarhus Jazz Orchestra har samarbejdet med Geir Lysne ved flere lejligheder. På den baggrund har orkesterchef Signe Bisgaard taget initiativ til det flerårige samarbejde, hvor Geir Lysne har mulighed for at arbejde med orkestret kontinuerligt og på den måde sikre en langsigtet udvikling.

»Geir Lysne er en af de dirigenter i Europa, som i disse år er med til at udvikle og forny bigbandformatet. Derfor er det en stor glæde, at han har sagt ja til at blive Aarhus Jazz Orchestras første chefdirigent. Med et fast samarbejde over flere år får vi en unik mulighed for at skabe kontinuitet i den kunstneriske udvikling, styrke orkestrets profil og arbejde mere strategisk med vores repertoire og internationale ambitioner,« siger orkesterchef Signe Bisgaard.

»Jeg glæder mig meget til at starte et længere samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra, der består af nogle yderst dedikerede musikere på et højt internationalt niveau. De kender deres tradition, men er samtidig nysgerrige, modige og inkluderende,« siger Geir Lysne. Pressefoto

Geir Lysne selv er også begejstret for det kommende samarbejde.

»Jeg glæder mig meget til at starte et længere samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra, der består af nogle yderst dedikerede musikere på et højt internationalt niveau. De kender deres tradition, men er samtidig nysgerrige, modige og inkluderende. Som chefdirigent vil jeg arbejde på at skabe et rum for udøvende kunstnere og publikum, der afspejler det vigtigste i musikken, nemlig at opleve, opdage og være sammen omkring musikkens kraft. Aarhus Jazz Orchestra skal være orkestret, der tør tænke fremad,« siger han.

Mød den nye chefdirigent

Publikum kan se frem til at møde Geir Lysne, når han for første gang i sin rolle som Aarhus Jazz Orchestras chefdirigent stiller sig i front for orkestret og præsenterer musik fra sit prisvindende bagkatalog.

Det sker ved koncerten ’Nye Begyndelser: Geir Lysne & Aarhus Jazz Orchestra’ 14. november på spillestedet Turkis i Aarhus.

Derudover kan publikum til Aarhus Jazz Festival se frem til at opleve Geir Lysnes mesterlige direktion, når han står i front for orkestret til den kommende Jazzgalla-koncert med jazzikonet Michel Camilo samt ved koncerterne ’Chasing Coltrane – hyldestkoncerter til jazzlegenden John Coltrane’ – alt sammen i Musikhuset som en del af Musikhuset Swinger.

Se video: