Nyt udsigtssted i Ebeltoft åbner søndag: Alle er inviteret til folkefest
Glas – Museet for glaskunst markerer søndag sit 40-års jubilæum med indvielsen af et nyt landskabsværk, glaspustning, musik, lokal vin og langbordsmiddag i haven.
Der bliver masser af liv ved Ebeltoft Vig på søndag , når Glas – Museet for glaskunst inviterer både lokale og sommergæster til en festdag med en helt særlig nyhed.
Museet indvier nemlig Byens Terrasse – En lysning i skoven, et nyt landskabsværk med udsigt over bugten.
Det fortæller Glas i en pressemeddelelse.
Terrassen ligger i forlængelse af museets glasbutik og er udviklet på baggrund af samtaler med museets frivillige og gæster.
Ifølge museets direktør, Mikkel Hammer Elming, er ambitionen at skabe en stærkere forbindelse mellem museet, naturen og byen.
»Byens Terrasse – En lysning i skoven er vores bidrag til at skabe en stærkere sammenhæng mellem museet, naturen og byen. Vi ønsker, at endnu flere skal opleve området omkring museet som et åbent og inviterende sted at opholde sig,« siger han.
Den nye terrasse er samtidig den første manifestation af den kommende Folkepark, et stort byudviklingsprojekt, der har været længe undervejs på halvøen foran museet.
Glas, musik og langbord
Indvielsen er en del af museets 40-års jubilæum, men dagen byder på meget mere end taler.
Fra klokken 10 kan gæster blandt andet opleve den internationalt anerkendte glasmager Tobias Møhl demonstrere sit håndværk i museets værksted, høre fællessang med Female Singers, opleve koncert i museumshaven og smage lokal vin fra Andersen Winery.
Der bliver også mulighed for at deltage i en sommerlig langbordsmiddag i haven, som tilberedes af kogekone Solveig Fries fra Grobund.
Siden åbningen i 1986 har Glas – Museet for glaskunst opbygget en samling på mere end 1.800 værker fra over 40 lande og udviklet sig til et internationalt anerkendt museum for glaskunst. Arrangementet finder sted søndag den 28. juni.
læser