Hittet Stor Mand er nu det mest streamede nogensinde i Danmark
Tobias Rahim og Andreas Odbjergs gigahit "Stor Mand" går forbi Ed Sheerans "Shape of You" på musiktronen.
Der er sket et skift på tronen for den mest streamede sang nogensinde i Danmark.
Siden 2018 har Ed Sheerans »Shape of You« toppet listen, men Tobias Rahim og Andreas Odbjergs hit »Stor Mand« overtager nu pladsen.
Det skriver musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi, i en pressemeddelelse.
»Stor Mand«, der blev udgivet i 2022, har rundet mere end 90 millioner afspilninger i Danmark.
Antallet af afspilninger dækker over en sammentælling fra musikstreamingtjenesterne Spotify, Apple Music og YouSee Musik.
Streamingrekorden for det danske hit fortæller en større historie om dansk musik og danskernes musikforbrug.
Danske kunstnere fylder mere og mere. På top-10-listen over de mest populære sange i 2025 i Danmark var ni af dem danske.
»At den mest streamede sang nogensinde blandt danske lyttere nu er en dansksproget sang, er et stærkt billede på den position, dansk musik har opnået,« siger Rikke Johan Bak, direktør for kommunikation og public affairs i Ifpi.
»Danske artister fylder hitlisterne, samler publikum på landets største scener og sætter i stigende grad dagsordenen for danskernes musikforbrug,« lyder det.
På listen over de mest streamede sange i Danmark nogensinde skubbes Ed Sheerans »Shape of You« ned på andenpladsen, mens »Perfect« af samme kunstner ligger nummer tre.
Herefter følger Lukas Grahams »7 Years« og Luis Fonsis »Despacito« over de mest streamede sange nogensinde i Danmark.
Resten af top-10 udgøres af Whams »Last Christmas«, The Weeknds »Blinding Lights«, Justin Biebers »Love Yourself« og Lewis Capaldis »Someone You Loved«.
Danske Volbeat fuldender listen på tiendepladsen med hittet »For Evigt«.
læser
Stor bagerkæde indtager lokalt supermarked
lige nu