Efter 34 års kamp: Nu kan Viggo endelig komme ind ad døren

Viggo Rasmussen ringer ikke for at brokke sig.

Det kunne han ellers godt have gjort. Som kørestolsbruger har han i 34 år haft rigeligt at brokke sig over, når samtalen faldt på Adelgade. Skanderborgs vigtigste handelsgade har været hyggelig og fuld af liv. Men for mennesker i kørestol har den også været en forhindringsbane med stejle ramper, toppede brosten og butiksdøre, der var lettere at kigge ind ad end at komme ind ad.

Men denne gang ringer Viggo, fordi han er glad. En smule euforisk, faktisk.

For mens den sydlige del af Adelgade nærmer sig afslutningen på sin forvandling til organisk gågade med bilkørsel i meget lavt tempo, er der sket noget, som måske ikke springer alle i øjnene. Men for Viggo, der også er formand for Handicap- og Psykiatrirådet, gør det hele forskellen.

Ramperne er kommet.

Ikke som tilfældige metalplader, der med Viggos ord skreg af påklistret handicapløsning og ofte så stejle, at man helst skulle tage tilløb for at komme op. Men som en del af gadens samlede udtryk.

»Tilgængelighed for mig handler om niveaufri adgang,« slår han fast.

En kamp, der begyndte i 1992

Viggos kamp med Adelgade begyndte tilbage i 1992, da gaden sidst fik den helt store tur og det karakteristiske zigzaggede udtryk, som skanderborgenserne lige siden har elsket at hade.

Men midt i alt det nye var der ifølge Viggo én gruppe, der blev glemt.

»Hvad glæde har vi af et flot butiksstrøg, hvis kørestolsbrugere hindres adgang til stort set alle butikker,« spurgte han dengang.

Spørgsmålet har hængt i luften lige siden.

For når man alligevel havde hele gaden gravet op, burde det efter hans mening have været ligetil at tænke adgangsforholdene med fra begyndelsen. I stedet fik Adelgade i mange år en række løsninger, som i bedste fald var besværlige og i værste fald uværdige.

»Der ligger en ydmygelse i at skulle spørge tilfældige forbipasserende om hjælp til at holde døren eller banke på ruden for at få hjælp,« fortæller han.

Fra vaskebræt til værdighed

Vi er tidligt på færde en solbeskinnet morgen i begyndelsen af skolernes sommerferie. Viggo har sørget for, at borgmester Frands Fischer er med på turen gennem den nye Adelgade. .

Vi stopper ved ramper, ledelinjer, kantsten og belægninger. Ting, andre måske bare ville gå hen over. Men her bliver der kigget grundigt. For detaljerne tæller.

Før ombygningen var der med lidt god vilje ramper ved fire butikker. Flere af dem var i metal, og dem har Viggo ikke meget til overs for.

»Aluminiumsramper er ikke særlig gode. De bliver glatte, og det er usikkert at køre på dem. De så rædderlige ud,« mener han.

Andre steder var underlaget toppede brosten.

»Det er ligesom at køre på et vaskebræt. Man falder jo næsten ud af stolen,« konstaterer han.

Derfor er han ikke kun optaget af, om der er ramper. Han er optaget af, hvordan de er lavet. Om de hænger sammen med resten af gadens design. Om de giver værdig adgang. Og om de fungerer for flere end ham selv.

For den nye Adelgade er ikke kun tænkt til kørestolsbrugere. Den er tænkt bredere. Til mennesker med rollator. Til blinde og svagtseende. Til børnefamilier med barnevogne og klapvogne. Til handlende, der skal have varer ind og ud.

Næsten som på bestilling går døren op hos Louis Nielsen. Indehaveren triller sine skilte ud ad butikken og ned ad rampen.

»Det er da ren win-win, vil jeg hævde,« griner Viggo.

Ramperne falder ind i gaden

I Handicap- og Psykiatrirådet, som Viggo er formand for, bad man allerede inden ombygningen kommunen om at tænke universelt design og tilgængelighed for alle ind i gadens nye design helt fra start.

Det er den tankegang, Viggo nu kan se i gaden.

Her er taktile ledelinjer og kontrastmarkeringer til blinde og svagtseende. Her er faste og jævne belægninger. Her er siddemøbler med armlæn. Og her er ramper, som ikke stikker ud som handicapløsninger, men falder ind som en naturlig del af gaden.

»Det er integreret i gadens øvrige indretning. Det er ikke noget, der skriger til himlen, som det har været med flere af de rampeløsninger, der var her før. Det er vi ude over nu,« konstaterer Viggo Rasmussen.

Vi ringer til Brian Aagaard Nielsen, Skanderborg Kommunes projektleder på ombygningen, for at spørge, om alle ejendomme, der ikke er i niveau med gaden, nu får ramper.

Han understreger, at kommunen ikke kan tvinge private ejendomsejere til at få ramper. Alligevel har langt de fleste sagt ja. Når arbejdet er færdigt, vil der være næsten fire gange så mange ramper i Adelgade som før ombygningen.

Kun en enkelt ejendom, Adelgade 78, har valgt ramperne fra. Ved Adelgade 75, 77 og 79 afventer man et større renoveringsprojekt, fordi både indgangene og gulvhøjden kan ændre sig.

Og nej, alle ramper er ikke perfekte.

»Det er virkelig det muliges kunst. Vi har så vidt muligt forsøgt at leve op til anbefalingerne. Men det har ikke været muligt alle steder. Alternativet var slet ingen rampe, og så er det trods alt bedre, at der er en rampe, der er lidt for stejl,« siger Brian Aagaard Nielsen.

»Det manglede da også bare«

Lidt længere oppe i gaden falder vi i snak med et par turister fra Thisted. De får den korte version af Adelgades forvandling. Om ramperne. Ledelinjerne. Belægningen. Og om tanken om, at en handelsgade ikke kun skal være pænere, men også lettere at bruge for flere.

Frands Fischer kigger over på Viggo og spørger henkastet:

»Hvor lang tid er det lige, at nogen har råbt og skreget på en bedre løsning?«

Viggo fanger den med det samme.

»34 år,« svarer han.

Borgmesteren peger på ramperne ved butikkerne og de taktile ledelinjer i belægningen.

»Men nu gør vi virkelig noget ved det. Vi har brugt ret mange ressourcer på at holde fast i nogle principper omkring tilgængelighed for folk i kørestol og for svagtseende,« forklarer han.

Parret fra Thisted lytter, kigger op og ned ad gaden og svarer:

»Det manglede da også bare.«

Og dér ligger nok hele forskellen.

Da Viggo Rasmussen begyndte at tale om adgangsforhold i Adelgade for 34 år siden, var det svært at få forståelse for problemet. I dag bliver pointen grebet af et par tilfældige forbipasserende, som om der slet ikke er noget at diskutere.

»Vi er nødt til at forny os. Heldigvis er det en anden tid i dag, og der er større forståelse i al almindelighed. Der er også sket et skred i holdningen hos arkitekter og ingeniører i retning af mere rummelighed,« siger Viggo.

For ham handler den nye Adelgade derfor ikke bare om ny belægning, nye ramper eller en gade med mere grønt og mindre fart.

Den handler om, at tilgængelighed ikke skal findes på bagefter med stejle metalramper og et håb om, at nogen kommer forbi og hjælper.

Det skal tænkes ind fra begyndelsen.

»Det handler om at tænke i universelt design og gøre det til en integreret del af løsningen. Det har man heldigvis gjort her med den nye Adelgade, og det er superpositivt,« siger han.