Grenaa skruer op for sommer- og feriestemningen med musik, marked, motorer, street food og vinfestival
Handel Grenaa har forberedt en usædvanlig livlig juli måned med masser af underholdning og markedsdage i midtbyen.
Byens liv i Grenaa tilsættes i juli måned ekstra krydderi af Handel Grenaa. Det bliver en måned med sommer- og feriestemning, musik, markedsdage, Open by Night, et stort fødevaremarked og en kæmpe vinfestival til august.
Ovenikøbet er der også motortræf arrangeret af Grenaa Aktivitets- og Musik Forening (GAMF).
Uanset om der er særlige arrangementer eller ej, er der musik i byen hver dag i juli og i starten af august, enten på torvet eller på marinaen. Også i resten af august mødes byens gæster med musik, dog ikke hver dag.
Markedsdage
Tre søndage i juli, det vil sige den 12, 19. og 26. er der markedsdage og som noget nyt også søndagsåbent i en stor del af butikkerne.
Grenaa Handel opstiller pavilloner, og der har været stor interesse for at leje stadeplads, både fra private og butikkerne selv, fortæller citychef Karol Fuks. Han forventer masser af boder med alskens forskellige varer. Der bliver kunsthåndværk, tøj, mad og særlige delikatesser med mere. Der er en del lokale, men også stadeholdere langvejs fra.
»Det skal nok blive sjovt, også at se de mange forskellige boder.«
Der sættes ekstra stemning til markedsdagene i form af musik. Den 12. spiller Max Wolff sit repertoire af blues, folk, jazz og rag, den 19. stiller Jan Mosegaard Kjeldsen med musikalske klassikere, og den 29. er det HP Lange, der løfter dagen med sin blues.
Det er stadig muligt at leje en pavillon. Den koster 250 kroner incl. moms pr. gang, og 625 kroner for alle tre søndage. Handel Grenaa opstiller pavillonerne, og stadeholderne skal selv komme med inventar. Henvendelse om leje skal ske til info@handelgrenaa.dk
Motorer og musik
Der har i flere år været motortræf i midtbyen, og sidste år, hvor vejret var ekstra godt, blev det et tilløbsstykke ud over det sædvanlige, fortæller Karol Fuks. Alle ledige kvadratmeter omkring kirken var fyldt med biler og motorcykler.
»Det var en kæmpe succes. Vi håber, det bliver det samme i år, men det afhænger selvfølgelig af vejret,« siger Karol Fuks.
Det er som nævnt GAMF, der er arrangør af motortræffet.
I år bliver det lørdag 18. juli fra klokken 10 på torvet, hvor man kan udstille sit køretøj, uden tilmelding, eller bare komme og nyde stemningen. GAMF lover en hyggelig fest for hele familien, uanset om man er til vintage, veteranbiler, motorcykler, eller bare elsker at se vilde køretøjer.
Vil man være med til at køre i kortege, skal man møde op på p-pladsen på Hesselvang foran HTH Køkkener klokken 10. Derfra køres i kortege klokken 11.
Klokken 11 spiller Sjaske og Rosenlund bodegahits på torvet, klokken 15 går Nellie BM & Lars Møller på scenen med blues & rock, og klokken 20 er det Swingende Kvalitet.
Streetfood og barområde åbner klokken 10, og midtbyen er spærret af fra klokken 10 til 16.
European Street Marked
Traditionen tro omdannes bymidten også i år til et stort europæisk fødevaremarked. Det er som sædvanlig i uge 30, fra tirsdag 21. juli til lørdag 25. juli, hvor European Street Market rykker ind med over tyve boder. Der er boder fra blandt andet Holland, Frankrig, Italien, England med de traditionelle varer fra de respektive lande som kager, ost, pølser, oliven, nødder, pesto, pasta, engelsk porcelæn, chokolade, sæbe med mere.
Også her er der musik på torvet og om lørdagen også på marinaen.
Åbningstiden følger butikkernes åbningstid, som til daglig er 17.30.
Om torsdagen 23. juli er der Open by Night i byen, og både butikker og European Street Market har åbent til klokken 22.
Gadecirkus med De røde Løbere
Tirsdag 28. juli klokken 16 gør cirkus-ensemblet De røde Løbere byen usikker med deres gøgl og cirkusfest.
De røde Løbere drager gennem Grenaa med egen vogn og røde løbere, og gør undervejs hvad de kan for, ifølge programteksten, at få publikum til at opleve hverdagens glamour, hylde det uperfekte og fejre livets besværligheder med en ægte fest.
Det handler om interaktive øjeblikke, vilde cirkus-acts, og numre inspireret af, hvad de kommer forbi netop i Grenaa.
Stor vinfestival den 29. august
Sidste år indeholdt sommerens program for første gang en vinfestival. Det var en kæmpe succes, fortæller Karol Fuks, og oplyser, at den i år bliver en halv gang større, det vil sige med cirka 37 pavilloner, heriblandt seks madboder.
»Der var sidste år stor efterspørgsel på madboder, og det har vi lyttet til, så man i år også kan få lidt lækker at spise til vinen.«
Boderne breder sig i år fra torvet og hen omkring springvandet og skålen. Vinudstillerne er både lokale producenter, forhandlere og importører af specialvine, men også regionale og nogle fra andre dele af verden.
»Der bliver rig mulighed for at smage på både lokale vine men også specialvine fra hele verden.«
Hvis man gerne vil smage på vinene, skal man købe en billet online formedelst 250 kroner. For pengene får men et armbånd og et vinglas, og med det i hånden kan man gå rundt og smage gratis på alle vinene.
»For 250 kroner kan man smage 250 forskellige vine,« lyder det optimistiske slogan fra Karol Fuks.
Billetter kan købe på www.handelgrenaa.dk
læser