Fortsæt til indhold

'1500-tallets NASA': Aarhus-forsker åbnede Tycho Brahes grav – nu vil han have hans ø gjort til verdensarv

450 år efter Tycho Brahe anlagde sine observatorier på øen Hven, vil forsker have resterne på Unescos verdensarvsliste.

Kultur og byliv
Citathistorie: Videnskab.dk

Midt ude i Øresund ligger den lille ø Hven, som i 1500-tallet endte med at være et verdenscentrum for astronomisk forskning.

Her grundlagde den danske astronom Tycho Brahe sine observatorier Uraniborg og Stjerneborg, og midt i fejringen af deres 450 års-jubilæum, vil Aarhus-forskeren Jens Vellev nu have sat Tycho Brahes Hven på Unescos Verdensarvsliste.

Det skriver Videnskab.dk.

»Pyramiderne og Jelling er på listen, så hvorfor skal Tycho Brahes Hven ikke også være det? Tycho Brahe er vidt berømt over hele verden, så Hven bør også være et verdenskendt monument,« mener Jens Vellev, som er arkæolog og lektor emeritus på Aarhus Universitet.

Han er tidligere været med til at udgrave flere andre lokaliteter, som nu er på den prestigefyldte liste over kulturarv med global betydning, herunder udgravninger i Oman, Abu Dhabi, Trelleborgene og senest Læsøs saltproduktion, som er kommet på den såkaldte tentativliste – en slags venteliste til at blive verdensarv.

Jens Vellev stod i 2010 bag opgravningen af Tycho Brahe, er er begravet i Praag. Formålet var at komme omstændighederne ved hans død nærmere. Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix

Ikke meget tilbage

Historiker og seniorforsker Poul Grinder-Hansen siger til Videnskab.dk, at »der knytter sig fantastisk meget spændende historie« til Tycho Brahe og øen Hven.

Han indvender dog, at der i dag ikke længere er meget tilbage af Tycho Brahes observatorier på Hven. Allerede få år efter at Tycho Brahe forlod øen i 1597, begyndte lokale bønder og andre at snuppe sten fra observatorierne og bruge dem til andre bygninger.

»Jeg vil ikke være lyseslukker, men jeg kunne have mine tvivl, om det er nok til at gøre Hven til verdensarv,« vurderer Poul Grinder-Hansen, som er historiker og seniorforsker på Nationalmuseet.

Arkæolog Jens Vellev mener imidlertid ikke, at de manglende monumenter bør stå i vejen for at sætte Hven på den prestigefyldte liste.

»Hvis du ser på Trelleborgene, er der heller ikke meget tilbage af dem. Men dem fik vi alligevel gjort til verdensarv,« siger Jens Vellev, som selv er overbevist om, at ansøgningen om at gøre Hven til verdensarv vil lykkes.

Her holder Jens Vellev Tycho Brahes kranie. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

I over 10 år kæmpede han også for at få lov til at åbne Tycho Brahes grav, som ligger i Tynkirken i Prag i Tjekkiet.

»Jeg besøgte hans grav i Prag og fik at vide, at vi aldrig nogensinde ville få lov til at genåbne den. Men efter 10 års forhandlinger lykkedes det til sidst,« siger han.

Datidens NASA

8. august 1576 blev grundstenen lagt til observatoriet Uraniborg. Senere kom også Stjerneborg til, og Hven blev snart hjemsted for en enestående forskningsinstitution, som er blevet sammenlignet med en slags ’datidens NASA’.

»I 1580’erne og 90’erne var Hven et berømt verdenscentrum for astronomisk forskning,« siger Poul Grinder-Hansen, som selv har forsket i Tycho Brahes efterladenskaber på Hven.

»Folk kom rejsende dertil fra hele Europa for at arbejde på Tycho Brahes Hven i kortere eller længere perioder. Så hele historien om Hven er fantastisk spændende.«

Da Christian 4. blev konge, ragede Tycho Brahe uklar med kongen og måtte forlade Hven efter at have boet og arbejdet på øen i 21 år – fra 1576 til 1597.

Tycho Brahe rejste i stedet til Prag, hvor han fik hyre under hos den tyske kejser Rudolf 2.

Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix

Museum fejrer jubilæum

Uraniborg blev revet ned i løbet af 1600-tallet, og i dag er der kun en markering af, hvor det har ligget.

Observatoriet Stjerneborg blev anlagt delvist under jorden, for at vind og vejr ikke skulle rykke i bygningen og dermed forstyrre de præcise instrumenter.

De underjordiske dele af observatoriet blev udgravet i 1950’erne, og i 2002 åbnede det delvis rekonstruerede Stjerneborg for besøgende.

I sommeren 2026 markerer Tycho Brahe-museet på Hven 450-års jubilæet for Uraniborgs anlæggelse med en række offentlige foredrag af blandt andre Jens Vellev og den svenske astronaut Christer Fuglesang.

Se video: