Fortsæt til indhold

Aarhusiansk kendispar køber gård med Christopher og frue: »Vi aner ikke helt, hvad vi laver«

Fire kendte og deres børn har købt en gård, hvor der er god mulighed for at få jord under neglene.

Kultur og byliv
jro

Sangeren Christopher, hustruen Cecilie Haugaard og det aarhusianske mode-kendispar Jannick og Martin Lyneborg-Lindberg, der står bag modelbureauet Le Management, har købt en gård i Nordsjælland.

Det fremgår af et opslag på Instagram, hvor der til lejligheden er oprettet en konto med navnet Grønnegården.

»Hvis vi skal være helt ærlige, så aner vi ikke helt, hvad vi laver,« står der blandt andet at læse.

Ifølge Se og Hør har de to par smidt 12,5 millioner for at blive ejere af gården, der har en tilhørende grund på 11 hektar.

Selve boligarealet er på 210 kvadratmeter. Derudover er der også en erhvervsejendom.

»Drømmen er ikke bare en gård. Det er en drøm om et langsommere liv og et sted med højt til loftet, beskidte fingre, beskidte børn, dyr, grøntsager fra køkkenhaven og lange sommeraftener med den slags nærvær og fællesskab, der bare kan vokse år for år,« står der videre.

I 2025 solgte Jannick og Martin Lyneborg-Lindberg deres 400 kvadratmeter store hus på Rishøjvej i Risskov.

Forinden havde parret købt en liebhavervilla i Charlottenlund for 35 millioner kroner.

Le Management blev grundlagt i Aarhus i 2010. Siden da har Jannick og Martin Lyneborg-Lindberg udvidet forretningen med internationale kontorer og blandt andet etableret børnemodelbureauet Le Management Kids, influencerafdelingen Le Management Society, PR-bureauet HOOD Agency, beauty-brandet Woods Copenhagen samt smykkefirmaet Ragbag.

Se video: