Nye skilte ved Sostrup Slot vækker opsigt: Ikke møntet på de lokale
På Sostrup Slot har Jim Lyngvild haft problemer med, at turister valfartede til slottet og ind i lokalerne. Nu har han sat skilte med adgang forbudt op – eller i hvert fald et alternativ til dem.
Hvis du går en tur omkring Sostrup Slot, har du nok stødt på nogle lidt mere alternative skilte.
For rundt omkring på slotspladsen kan man støde på skilte som »Børnene må ikke fotograferes. Dette gælder også fodring og ophold. Vi sender en drage efter dig, hvis du overtræder dette.« og »Børnene er løs, bliv ude. Ophold på grunden er kun for børn, det gælder også selv om, man blot er nysgerrig.«
Det er iværksætter og tv-personlighed Jim Lyngvild, der har sat skiltene op. Sammen med Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen har han skabt universet DrakonHeart på slottet. Her kan børn, der ikke passer ind eller trives i folkeskolen, få lov til at være kreative.
»Jeg har tænkt, at det skulle være nogle skilte, der er sjove, visuelt smukke og passer ind i stilen i forhold til det, vi laver. Og alligevel vise, at der er nogle andre regler, end der har været tidligere,« siger han.
Gør det for børnenes skyld
Jim Lyngvild hader selv alt, der hedder adgang forbudt-skilte. Alligevel har han følt sig nødsaget til at sætte skilte op, fordi de oplever turister, der tager i dørhåndtagene, går ind på slottet og tager billeder af børnene.
»Jeg hader, at skulle sige til folk, at de ikke må være til stede, og jeg hader adgang forbudt-skilte. Jeg er et menneske, der elsker at vise frem og elsker at fortælle, hvad jeg laver. Men når man har med børn at gøre, så er der nogle helt andre regler, der træder i kraft. Her er det børnenes sikkerhed, der er det vigtigste,« siger han.
Det er ikke af god vilje og ikke møntet på de lokale, der går igennem og lufter deres hundeJim Lyngvild, iværksætter og medstifter af DrakonHeart
Synes du ikke, at der gælder andre regler for jer, når det er et slot og en del af Danmarks kulturarv?
»Nej, det synes jeg ikke. Man går jo heller ikke ind på andre slotte, bare fordi man synes, det kunne være interessant,« lyder det.
Ikke møntet på de lokale
I en Facebook-gruppe for lokale i Gjerrild skriver Jim Lyngvild, at der har været op mod 100 turister dagligt, som ville besøge slottet.
»Heldigvis er folk anstændige mennesker, så det har hjulpet at sætte skiltene op,« siger han.
Jim Lyngvild gør det også klart, at skiltene ikke er møntet på de lokale.
»Der er en stor forskel på, om man er et menneske, der bor her i byen og har gået omkring slottet i mange år, eller om man er en, der tager i alle døre for at se, om man kan komme ind på slottet,« siger han.
Det har han også gjort klart i Facebook-opslaget.
»Vi har sat skilte op omkring slottet. Det er ikke af god vilje og ikke møntet på de lokale, der går igennem og lufter deres hunde,« skriver han.
I kommentarsporet er folk også meget forstående, og det er Jim Lyngvild glad for.
»Det er vanvittigt, så positive de lokale er. Alle forstår, hvorfor vi har sat skilte op, og det er det, jeg er gladest for,« siger han.
Jim Lyngvild og holdet bag DrakonHeart arbejder på et tiltag, så Sostrup Slot også kan åbne for offentligheden.
læser
lige nu