Fortsæt til indhold

Pop-up-galleri i Ebeltoft med lokal billedkunstner

Helle Fuglsang Kjærulf udstiller sine abstrakte malerier i byens pulserende sommerliv.

Kultur og byliv
sra

I tre uger fra 20. juli til 9. august slår den lokale billedkunstner Helle Fuglsang Kjærulf dørene op til sit sommergalleri i Jernbanegade 11 i Ebeltoft centrum. Her sælger hun sine abstrakte malerier og unika kunstvaser, skriver kunstneren i en pressemeddelelse.

»Byens glade sommerliv giver også plads og tid til at nyde kunsten. Jeg glæder mig at vise mine værker frem i de fine lokaler,« siger Helle Kjærulf, der bor og har atelier i Boeslum Bakker, Ebeltoft.

Helle Kjærulf maler abstrakt eller non-figurativt på lærred.

»Naturen er en evig medspiller i mine billeder. Selv om jeg ikke maler naturalistisk, opstår der ofte landskaber − mentale landskaber. Dem, som jeg kalder mindscapes. Mine malerier er på en måde som et digt eller musik, en vej mod et udtryk, der til sidst falder på plads og giver mening for mig. Naturens mangfoldige former, det organiske, det foranderlige og det evige er det, mine billeder udspringer af,« fortæller hun.

I sin maleproces benytter Helle Kjærulf sig i høj grad af akrylfarvens vandige muligheder og blandingsmuligheder. Opbygningen er lag på lag i en harmonisk komposition og ofte med stor transparens.

»Jeg arbejder med meget intuitivt, så det er altid spændende, hvordan et maleri ender med at se ud.«

Kunstnerens unika-kunstvaser er malet på genbrugsvaser, som et slags tredimensionelt lærred.

Helle Kjærulf har ofte udstillet i Ebeltoft Kunstforening og er medlem af KunstSpor på Djursland.

Se video: