Fortsæt til indhold

I Trashworld kan du få nyt syn på gamle klude med humor, gys og genbrug

Festivalen Trashworld sætter fokus på forbruget af tøj ved hjælp af humor og gode tips. Man kan lave sit eget design og opleve alt fra et hurlumhejhus, en upcyklet skriftestol og tekstildjævelens grotte til premieren på et helt ny magasin med nye vinkler på modeforbrug.

Kultur og byliv

De aarhusianske Trashgirls 8000 inviterer til en gratis endagsfestival i midtbyen for både de små og de større.

På deres hjemmebase ved Institut for (X) afholder de for første gang endagsfestivalen Trashworld 22. august. Festivalen inviterer publikum ind i et univers, der med humor, gys og kunstneriske greb sætter fokus på danskernes absurde overforbrug af tøj og undersøger tøjindustrien.

Med afsæt i tøjindustriens mange problematikker inviterer Trashgirls festivalens deltagere til at lade sig inspirere af og eksperimentere med nye måder at forbruge og producere tøj på.

Der er masser af humor i trashgirlsuniverset. Her arbejdes der med Fashion Weak kontra Fashion Week. Foto: Ece Nur Kilic

Gennem kunst, workshops og oplevelser får publikum mulighed for at undersøge, hvordan tøj kan bruges som et personligt og kreativt udtryk på en bæredygtig måde.

Programmet byder på kunst, musik, workshops, danske og internationale aktører samt en række udstillinger og installationer.

Desuden lanceres Trashgirls’ første magasin, Trash*mag – Textile Anarchy.

Magasinet er resultatet af to års arbejde og er skabt af gruppens to medlemmer, Siri Sølyst Farup og Tuyana Preuss Illilonga. Udgivelsen samler kunstneriske, kritiske og eksperimenterende perspektiver på tekstilforbrug og modekultur og markerer en vigtig milepæl i Trashgirls’ arbejde.

Hvis kasserede bukser kunnet ale, ville de fortælle den historie, som man kunne høre i Trashtopia. Foto: Trashgirls 8000

Din helt egen T-shirt

Siri Sølyst Farup står for en af de mange workshops, hvor man nemt og hurtigt kan producere sig en T-shirt af affaldsbomuld.

Værkstedet hedder Colonial Cotton Waste, og i det har hun samlet en lang række bomuldsrester, som er syet sammen til metervis af stof. Det er rullet op, så man - præcis som når man bruger en ny metervare - klipper et stykke stof af rullen og syr sig en meget enkel T-shirt.

En anden deltager er designeren Carl Berg Pelle, som er uddannet på Aalborg Universitet og står bag Hvidtskrald.

Designeren har undersøgt, hvordan vi i Danmark genbruger tekstiler, og hvilke udfordringer der er med en række materialer. Hvidtskrald bruger i sine designs genbrugsmaterialer og har blandt andet klædt sangeren Katinka på, når hun har optrådt.

I Trashworld kan man møde ham i en workshop, hvor man kan trykke billeder, bogstaver og sjove citater på kasseret læder. Man kan bruge det som finurligt tilbehør eller sjove lapper.

Det er også muligt at være med i en maskeworkshop, hvor man skaber masker af stofrester. Det er der tradition for i Venedig, så det er sjovt at lege med, og man kan tage fotos i en fotoboks.

Trashgirls 8000 byggede sidste år Trashtopia i Mejlgade som en del af festivalen Den Nye By. Bita Elise Hansen viste den daværende rådmand Rabih Azad-Ahmad rundt. Foto: Trashgirls 8000
At komme med en anden løsning er det bedste alternativ til den måde, vi lever på.
Bita Elise Hansen, Trashgirls 8000

Skriftestol uden løftede pegefingre

I den humoristiske ende af skalaen er der en form for skriftestol, som ikke handler om højkirkelig moral, men mere om den gode samtale.

Den består af en pavillon, som Trashgirls har skabt sammen med elever fra Roskilde Festival Højskole. Siderne i pavillonen er syet af affaldstekstiler, der måske kan få gæsterne til at reflektere over vores forbrugsmønstre og det faktum, at der er tøj nok i verden til de næste mange år, selv om vi stopper med at producere mere.

Sidste år skabte Trashgirls 8000 universet Trashtopia i Mejlgade i Aarhus i forbindelse med Den Nye By-eventet. Foto: Simona Coltello

»Hvert stykke bomuld er produceret i et system, der overtræder nogle menneskerettigheder, fordi dele af tekstilindustrien underbetaler ansatte, som arbejder under horrible forhold. Håbet er, at skriftestolen kan få os til at reflektere over historien bag materialerne,« siger Bita Elise Hansen, der er medarrangør.

Man kan tilstå nogle af sine klima og forbrugssynder i skriftestolen, der får premiere på festivalen.

»Generelt kommer folk til os, som om vi er en form for upcyklingguder. Det er vi nu ikke, og vi taler med dem uden at være bebrejdende. På den måde bliver vi klogere på forbrugeradfærd og kan arbejde videre med den viden, vi tilegner os. At komme med en anden løsning er det bedste alternativ til den måde, vi lever på,« fortsætter Bita Elise Hansen, der ofte hører fra folk, at de køber for meget nyt tøj, som de ikke rigtig bruger.

En sommerworkshop i Syfdhavnene i forbindelse med et af Trashgirls mange loppe- og upcyklingmarkeder. Arkivfoto

Viden og underholdning

I Trashworld er der også elementer, hvor man ikke behøver at være aktiv, men kan læne sig tilbage og bare opleve og blive klogere.

Søren Zeuth udstiller nogle af sine værker, der er fotos fra for eksempel Ghana, hvor han har arbejdet med Fashion Dumpsites. Han og Alma Stenberg har undersøgt, hvad der sker med det tøj, vi donerer til Røde Kors.

De opdagede, at det, vi giver til et godt formål, ofte ender som skrald på strandene eller som en handelsvare. Det bliver solgt videre til forretningsfolk og ender på markeder, hvor det igen bliver solgt til de lokale, som egentlig skulle have haft det gratis.

Gæsterne kan også møde djævlen selv i form af Shein Devil. Det er en karakter, der med en humoristisk tilgang udstiller fast fashion-industrien. Det kan man opleve i hans uhyggelige grotte, hvor han mæsker sig i underbetalt arbejdskraft og dårligt produceret tøj.

I Trashtopia var al tøjproduktion indstilles, for der var allerede beklædning nok til hele verden mange år ud i fremtiden. Foto: Trashgirls 8000

»Shein er en koncern, der producerer tøj, som er så billigt, at det kan betale sig for danskere at købe det frem for at vaske det, vi allerede har,« forklarer Bita Elise Hansen.

Sjovere er det hurlumhejhus, der er indrettet i A-huset på Institut for (X). Der vil være både humor og gys.

Også et finurligt og drømmende skyggespil af Magpie vil undersøge vores forbrugermønstre på en medmenneskelig måde.