Program er klar: Et stjernespækket efterår venter
»Vi har sammensat et program, der både giver plads til nærvær, inspiration og store oplevelser,« siger lederen af kulturprogram.
Nu er efterårsprogrammet fra Favrskov Biblioteker og Kulturhuse klar.
»Efteråret er en særlig tid hos os. Det er her, vi samles om oplevelser, der giver mening, og hvor fællesskabet for alvor træder frem. Derfor har vi sammensat et program, der både giver plads til nærvær, inspiration og store oplevelser,« siger Trine Valentin, leder af kulturprogrammet for Favrskov Biblioteker og Kulturhuse.
En af sæsonens store nyheder er festivalen Sans, der finder sted i Hinnerup 26. september. Her inviteres borgere i alle aldre med på en guidet, sanselig vandring gennem byen, hvor kunst, kultur og lokale fortællinger giver nye perspektiver på velkendte steder.
Med det nye efterårsprogram ønsker Favrskov Biblioteker og Kulturhuse fortsat at skabe levende mødesteder, hvor borgere kan mødes, blive inspireret og opleve fællesskabet på tværs af generationer og interesser.
Det samlede efterårsprogram, som også byder på en lang række arrangementer for børn, kan hentes eller ses på Favrskov Bibliotekernes hjemmeside.
Nedenfor kan du se et udpluk af nogle af de arrangementer, Favrskov-borgerne kan glæde sig til.
Steffen Jensen fortæller om Mellemøsten
En af Danmarks mest erfarne udenrigskorrespondenter giver et tankevækkende indblik i Mellemøstens komplekse virkelighed. Bliv klogere på den fascinerende region.
Hvor: Kulturhuset Sløjfen i Hadsten
Hvornår: Torsdag 17. september kl. 19.30
Niels Krause-Kjær deltager i læsekreds
Den prisbelønnede forfatter Niels Krause-Kjær kommer forbi Ulstrup Bibliotek for at fortælle om ’Ude for uden’, der er hans personlige beretning om Danmark i en brydningstid. Dette arrangement er allerede udsolgt, men man har stadig mulighed for at deltage i en pop-op-læsekreds, hvor 15 personer taler om bogen. Niels Krause-Kjær deltager i samtalen den sidste halve time. Tilmelding senest 17. august.
Hvor: Ulstrup Bibliotek
Hvornår: Torsdag 3. september kl. 17.00-18.30
Marie Holm Laursen – pigen med knogler af glas
Marie Holm Laursen, kendt fra TV2-dokumentaren “Pigen med knogler af glas,” deler med humor, ærlighed og stærk livsglæde sin personlige historie og giver indblik i, hvordan vi kan nedbryde fordomme og finde mening, når livet er svært.
Hvor: Hinnerup Bibliotek og Kulturhus
Hvornår: Onsdag 9. september kl. 19.00
Katinka giver koncert
Sangerinden Katinka Bjerregaard giver koncert i et intimt format. Her kommer man tæt på tekster, der både er poetiske og genkendelige. »En koncert, der både rammer hjertet og kroppen – og som bekræfter Katinka som en af de mest interessante stemmer på den danske popscene lige nu,« lyder det i programmet.
Hvor: Kulturhuset Inside i Hammel
Hvornår: Fredag 2. oktober kl. 20.00
Intimkoncert med Kasper Winding
Når Kasper Winding gæster Hinnerup sammen med sit faste hold bestående af Sara Saveru og Lars Meiling, kan man forvente sig sange både fra det store bagkatalog og helt nyt materiale.
Hvor: Hinnerup Bibliotek og Kulturhus
Hvornår: Torsdag 29. oktober kl. 20.00.
Lene og Anders Beier
Parret fortæller, hvordan de realiserede drømmen om et hotel i Østrig. Siden de blev kærester på en sushi-date for 22 år siden, har de delt en drøm om at skabe deres eget fristed og gøre en forskel for alle, der kommer forbi. Hør om, hvordan de sprang ud i eventyret.
Hvor: Kulturhuset Inside i Hammel
Hvornår: Onsdag 4. november kl. 19.00
Nicklas Sahl solo på scenen i hjembyen
Han voksede op i Hadsten, og nu vender han tilbage hertil for at give koncert. Denne aften står bysbarnet helt alene på scenen med sine sange og sine fortællinger. I skrivende stund er der blot tre billetter tilbage, så du skal være hurtig for at sikre dig en plads.
Hvor: Kulturhuset Sløjfen i Hadsten
Hvornår: Torsdag 5. november kl. 19.30
Anne Hjernøe deler sine erfaringer med livskriser
Anne Hjernøe sætter ord på de øjeblikke, hvor en livskrise rammer. Hun deler sine egne erfaringer med at blive fyret, stå på kanten af stress, have sygdom og døden tæt på, komme igennem sorg og finde glæden igen.
Hvor: Hinnerup Bibliotek og Kulturhus
Hvornår: Mandag 16. november kl. 19.00
Finn Nørbygaard fortæller om sine op- og nedture
Finn Nørbygaard tager lytteren med på en rejse gennem livets højder og dybder: fra succes på landets største scener til økonomisk ruin og ny begyndelse. Med humor og ærlighed deler han erfaringer om, hvordan kriser kan give indsigt og livsgnist.
Hvor: Hinnerup Bibliotek og Kulturhus
Hvornår: Tirsdag 24. november kl. 19.00-20.30
Stor julefest med Michael Carøe
For tredje år i træk er der julearrangement i Ulstruphallerne. Det er en aften med både fællesspisning, fællessang, julehygge og livemusik med entertaineren Michael Carøe. Sangkraft Favrskov inviterer desuden alle sangglade gæster til at synge med i julens store pop-op-kor.
Hvor: Ulstrup Hallerne
Hvornår: Mandag 7. december kl. 17.30-21.00
læser
lige nu