Fortsæt til indhold

Prisvindende bluesnavn åbner Randers Festuge

Randers’ rolle som bluesby understreges, når Renay og hans liveband indleder festugen.

Kultur og byliv
ceb

Gennem de seneste år har Renay markeret sig som et af de stærkeste musikalske navne med rødder i Randers.

Med sin varme soulstemme, millioner af streams og koncerter over hele landet har han skabt sig et navn langt uden for bygrænsen. Han har blandt andet optrådt på Copenhagen Jazz Festival, turneret landet rundt og modtog i 2025 Ud Af Det Blå-prisen ved Danish Music Awards Blues.

Randers har en stærk musiktradition og en særlig position som bluesby.

Hvert år i festugen afholdes DMA Blues på Værket, hvor nogle af landets dygtigste musikere bliver hædret. I år kommer det også til at afspejle sig ved den gratis åbningskoncert, når Renay går på scenen på Rådhustorvet.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Deltog i X Factor

Bag kunstnernavnet står René Nielsen, der er kendt for et musikalsk udtryk, som skiller sig ud fra meget af den danske musikscene. Hans lyd er soulet, funky og varm med tydelig inspiration fra klassiske amerikanske soulkunstnere som Stevie Wonder og Bill Withers, men med en personlig og moderne tilgang.

Hans musikalske karriere tog for alvor fart i 2015, hvor han deltog i X Factor under sit borgerlige navn. Her gjorde han sig bemærket med en soulet fortolkning af en R&B-klassiker og arbejdede sig gennem flere af programmets runder, hvilket blev et vigtigt springbræt for hans videre musikalske karriere.

Siden har Renay udgivet flere singler og en EP. Han arbejder aktuelt på et kommende album, samtidig med at han turnerer flittigt i hele landet.

Til åbningskoncerten i Randers Festuge optræder han med sit faste liveband.

Se video: