Fortsæt til indhold

Midttrafik indsætter særlige busser til Smukfest - i år med en ny lynforbindelse til Aarhus

Igen i år kører der særlige Smuk-busser til og fra festivalen i Bøgeskoven. Som noget nyt er der indsat en lynbus med direkte kørsel fra Aarhus til Smukfest.

Kultur og byliv
ceb

Ni forskellige busruter mærket med S vil i år køre musikfans fra Aarhus, Odder, Horsens, Silkeborg, Galten, Tranbjerg og Solbjerg til årets musikfestival i Skanderborg.

Det skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.

Rute 301S kører direkte fra Aarhus til Smukfest. Alle busser holder lige ved indgangen og giver hurtig adgang til festivalpladsen.

Fra Skanderborg Station kører rute 25S til festivalpladsen og rute 26S til Kærligheden.

Skal du rundt i Skanderborg by, kan du køre gratis med rute 21S, der erstatter bybus 21 fra 2. til 9. august.

Du kan se alle busruterne på Midttrafiks hjemmeside.

Trafikselskabet anbefaler desuden, at du downloader Rejsekort-appen i god tid, så du er klar til turen med Smuk-busserne. Der vil i år være ekstra billetkontrol, oplyser de.

Har du et Basiskort, kan du rejse til samme pris som med Rejsekort-appen.

Rejser du om aftenen eller i weekenden, får du 20 procent rabat.

»Husk at checke ind i appen, før du hopper på bussen - og checke ud, efter du er stået af. Ellers rejser du uden gyldig billet og risikerer en kontrolafgift på 1.000 kroner,« skriver Midttrafik i pressemeddelelsen.

Midttrafik opfordrer til, at alle passagerer passer godt på hinanden og viser hensyn.

Se video: