Lidl lander på Smukfest
Supermarkedskæden vender tilbage med pop-op-butik på Kærligheden og frugtboder på festivalpladsen.
En uge på festival kan hurtigt mærkes i pengepungen. Derfor fortsætter Lidl og Smukfest samarbejdet, så gæsterne kan købe morgenmad, snacks, frugt og andre festivalfavoritter til Lidls lave priser.
Det skriver supermarkedskæden i en pressemeddelelse.
Sidste år åbnede Lidl for første gang en pop-op-butik på campingområdet Kærligheden, og den blev taget godt imod af festivalgæsterne.
I år vender Lidl derfor tilbage med et sortiment, der er sammensat til festivalhverdagen. Her kan gæsterne finde alt fra bakeoff, frugt og snacks til praktiske ting.
»Smukfest er et sted, hvor alle generationer er samlet, og der skal være noget for alle. Vi ved, at en festivaluge kan være en stor udgift, særligt for unge og gæster på budget,« siger Allan Baunsgaard, der er partnerskabsansvarlig hos Smukfest, i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Derfor giver det rigtig god mening for os at have en legekammerat som Lidl med ombord. Med deres lave priser og et sortiment, der passer til gæsternes behov, er de med til at gøre det lettere for alle at få en god uge i Bøgeskoven uden at gå på kompromis med oplevelsen.«
Lave festivalpriser
Hos Lidl handler tilstedeværelsen på Smukfest om at møde gæsterne der, hvor de er, og give dem adgang til et velkendt dagligvaresortiment til priser, de kan regne med.
»Vi oplevede sidste år, at gæsterne virkelig tog godt imod vores pop-op-butik. Mange fortalte os, at det gjorde en reel forskel, at de kunne købe morgenmad, snacks, frugt og andre festivalnødvendigheder til overkommelige priser. Det vil vi gerne bygge videre på i år. Lave priser hører også hjemme på festival,« siger Mette Schacht Færch, der er kundedirektør hos Lidl Danmark.
Som en del af samarbejdet vil Lidl også være til stede på selve festivalpladsen med fire frugtboder, hvor gæsterne kan købe sunde snacks mellem koncerterne.
læser
Han booker Smukfest – her er koncerterne, du ikke vidste, du ville elske
lige nu