Har du set et pindsvin? Nu beder forskere om din hjælp
Hvert tredje pindsvin dræbes årligt i trafikken og kombineret med tab af levesteder, betyder det, at Danmarks pindsvin formentlig er i tilbagegang.
Vi har ret præcise tal for antallet af ynglende storkepar i Danmark.
Vi ved, at de sidste eksemplarer af sortplettet blåfugl kun lever ved Møns Klint.
Og vi ved, at antallet af unge ål i Nordsøområdet er faldet med op mod 99 procent siden 1980’erne.
Men pindsvinet, en af landets mest folkekære arter, ved vi ikke ret meget om. Vi ved dog, at det europæiske pindsvin, som arten rettelig hedder, er gået tilbage med helt op til 30 procent lokalt i vores nabolande, og på den internationale rødliste blev erklæret ’nær truet’ i 2024.
For at få mere viden om Danmarks pindsvin gennemfører WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen derfor en landsdækkende pindsvinetælling lørdag 8. august.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Sådan hjælper du
Til pindsvinetællingsdagen opfordres alle danskere til at gå ud i haven eller naturen for at lede efter pindsvin på samme dag – allerhelst i skumringstiden – og registrere, om de ser et eller flere pindsvin på www.danmarkspindsvin.dk.
Det er vigtigt at lade pindsvinene komme frem af sig selv og beundre dem på afstand, så man ikke forstyrrer eller stresser dem.
»Vi vil gerne vide, hvor pindsvinet lever, men også hvor det ikke gør. Derfor skal man registrere, uanset om man ser et pindsvin eller ej. Vi vil også gerne vide, hvis du ser et dødt pindsvin, også de trafikdræbte, for dem er der desværre rigtig mange af. Alt i alt er det med til at give et samlet billede af pindsvinebestanden i Danmark, og hvor de er mest udsatte,« siger Sophie Lund Rasmussen, der forsker i pindsvin ved Statens Naturhistoriske Museum og Oxford Universitet.
Kan opleves helt tæt på
Et ud af tre pindsvin dræbes i trafikken, og det er formentlig den væsentligste årsag til pindsvinets tilbagegang i dag.
»Pindsvinet er et vildt dyr, der fortrinsvis lever i naturen, men fraværet og forringelsen af store, sammenhængende naturområder i Danmark betyder, at arten søger ind i haver, parker og bynær natur. Her er den også mere udsat for trafik, hegn og andre trusler,« siger Line Gylling, der er biolog og sektionschef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden.
I WWF Verdensnaturfonden håber man igen i år på at opleve et stort engagement i pindsvinetællingen.
»Pindsvinet er en af de arter, vi mennesker kan opleve helt tæt på. Derfor er det også en art, der kan være med til at engagere danskerne i naturen og gøre os opmærksomme på behovet for at bevare dyrenes levesteder,« siger Line Gylling.
læser
Han booker Smukfest – her er koncerterne, du ikke vidste, du ville elske
lige nu