Fortsæt til indhold

Smukfonden lukker Headspaces økonomiske hul efter kommunale besparelser

Donationen sikrer fortsat gratis og anonym rådgivning til unge i Aarhus, hvor behovet for støtte er stigende.

Kultur og byliv
ceb

Smukfonden havde oprindeligt planlagt at donere 300.000 kroner.

Men efter at have undersøgt konsekvenserne af besparelserne besluttede Festivalklubben at hæve beløbet til 870.640 kroner – det beløb, som Headspace Aarhus stod til at miste årligt i den oprindelige spareplan fra Aarhus Kommune.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Headspace Aarhus er Danmarks største Headspace-center og møder omkring 1.700 unge om året.

»Da vi blev opmærksomme på de besparelser, der rammer Headspace Aarhus, fik vi lyst til at matche netop det beløb. Ikke fordi civilsamfundet skal overtage det offentliges ansvar, men fordi vi håber, at donationen både kan give arbejdsro og være med til at sætte fokus på den enorme betydning, organisationer som headspace har for unge mennesker,« siger Maja Engberg-Sønderskov, der er chef for Frivillighed og Fællesskab, Smukfest & Smukfonden, i pressemeddelelsen.

Donationen blev tirsdag 4. august overrakt på festivalens campingområde Kærligheden som en overraskelse til frivillige og ansatte i Headspace Aarhus.

»Vi er dybt taknemmelige for denne ekstraordinære donation fra Smukfonden. Med støtten viser festivalen, at de ikke blot taler om unges trivsel, men også handler på den,« siger Trine Hammershøy, der er direktør i Headspace Danmark, og fortsætter:

»Donationen giver Headspace Aarhus afgørende arbejdsro og gør det muligt fortsat at være der for unge, som har brug for hurtig og anonym støtte til store og små udfordringer. Samtidig er det en fortjent anerkendelse af den store forskel, vores mange frivillige i Aarhus gør for byens unge.«

Øjeblikket, hvor de frivillige fra Headspace Aarhus fik nyheden om den store donation. Foto: Cecilie Bisgaard

Midlerne skal være med til at sikre centrets gratis og anonyme rådgivning samt aktiviteter og fællesskaber, som ikke har særskilt finansiering – herunder et samarbejde om at støtte unge i Ukraine, som Headspace Aarhus er engageret i.

I den vedtagne kommunale spareplan endte Headspace med at miste 450.000 kroner årligt. Donationen gør det nu muligt at dække det økonomiske hul i to år, står der i pressemeddelelsen.

En lyttende og empatisk voksen at tale med

Headspace Danmarks indsats løftes af over 600 frivillige på landsplan og to til tre ungerådgivere i hvert af de 42 centre landet over. Tilbuddet er for unge i alderen 12-25 år, anonymt og helt gratis.

Headspace Danmark har også en digital rådgivning, som så vidt muligt er åben året rundt og supplerer muligheden for fysiske samtaler i et af centrene. Først og fremmest er Headspace et tilbud til unge, men de yder også familierådgivning i tilbuddet Headspace Family, som findes frem steder i landet

»Vi synes, at de frivillige hos headspace gør en fantastisk indsats, både her hos os på Smukfest, men også hele året rundt. Alt for mange unge mistrives og føler sig ensomme uden en tillidsvækkende voksen at tale med. Headspace tilbyder netop det, og det vil vi igennem Smukfonden virkelig gerne bakke op om,« siger Maja Engberg-Sønderskov.

Overraskelsen kom under en koncert med Mekdes i Atmosfæren på Kærligheden. Foto: Carla Rigmor Thagaard Nielsen

Rådgivningens frivillige på Smukfest

Headspace er en vigtig samarbejdspartner for Smukfest, står der i pressemeddelelsen.

Organisationens frivillige har i flere år skabt nærværende samtaler med festivalgæster på Kærligheden i det alkoholfrie fordybelsesområde Frirum.

»Noget af det mest værdifulde, vi har omkring Smukfest, er vores mangfoldige fællesskab, som giver mere, end det tager. Det er det, Smukfonden står på skuldrene af, og det er netop fællesskabets overskudsenergi, som Smukfonden ønsker at give videre til mennesker, som kan have ondt i fællesskabet, mistrives eller står et sårbart sted i livet. Derfor oplever vi et helt naturligt værdifællesskab med Headspace,« siger Maja Engberg-Sønderskov.

I år er samarbejdet udvidet, så Headspace også er en del af Fordomsfri i skoven. Stedet findes ved Ambassaden nær hovedindgangen i Sherwood. I år agerer Headspace Aarhus’ frivillige sociale værter i Fordomsfri som en del af kunstudstillingen ’Lykken er kun et lille glimt’ med Frederikke Bertin, der tager afsæt i kunstnerens egne oplevelser med psykisk lidelse. Stedet og udstillingen kan besøges af alle.

Her bliver donationen officielt overrakt. Foto: Carla Rigmor Thagaard Nielsen
Se video: