Han skabte Smukfest – men er ikke selv til festivaler: Nu siger JP farvel efter 46 år

Efter 46 år er det snart slut. Men hvis nogen forestillede sig, at JP Andersen søndag skulle op på Bøgescenen og modtage publikums hyldest, kan de godt glemme det.

»Nej, det gør jeg i hvert fald ikke,« siger han og smiler skævt.

Bliver afskeden så annonceret?

»Nej. Det tror jeg ikke. Det håber jeg virkelig ikke.«

Det er meget JP.

Manden, der fik idéen til Smukfest, har aldrig haft noget ønske om at stå forrest og tage imod applausen.

»Det er jo ikke min festival – det er vores festival. Så jeg brød mig ikke om, da folk i byen begyndte at kalde mig Mr. Festival.«

Han griner.

»Jeg fik jo også balladen, ikke.«

I mange år var han festivalens talsmand og skrev pressemeddelelserne. Men helterollen havde han svært ved.

»Jeg brød mig ikke om, at folk ville give mig æren, for der er jo hundredvis af gode folk, der har været med til at skabe den festival.«

Den holdning præger hele hans beretning om sit liv med Smukfest. Han fik idéen og blev en af de drivende kræfter, men hver gang historien handler for meget om ham, skubber han den tilbage mod de andre.

Det er vores festival. Aldrig hans.

Ville hellere være rockstjerne

Begyndelsen var egentlig enkel.

»Det var røvsygt at være i lære i den møbelforretning,« siger han.

JP var vild med rockmusik og forsøgte også selv.

»Jeg bliver halvdårlig til guitar og endnu dårligere til trommer. Men jeg ved, at jeg er god til at arrangere.«

I dag genkender han et mønster blandt kolleger i musikbranchen.

»Vi er jo i virkeligheden nogle folk, der gerne ville have været rockstjerner selv.«

I 1979 sad han i kælderen under møbelforretningen i Bording og ringede rundt. Ideen var en rockfestival ved det tilgroede friluftsteater i Dyrehaven.

Vennerne syntes, det lød for vildt. Men JP fik kommunens tilladelse, og den 5. juli 1980 stod de der.

»Det tydeligste, jeg husker, er, at der faktisk kom nogen. Og så at det var superstressende.«

Regnen silede ned, og presenningerne over scenen fyldtes med vand.

»Det er faktisk den eneste gang, jeg har været på scenen, og det var med en kost.«

Mens musikerne spillede, pressede JP vandet ud af presenningerne. Senere måtte musikken stoppe. Pengene fra barerne var lagt i en jernkasse, lænket fast til et træ.

Festivalen gav underskud. Trykker Søren Bertelsen havde stadig penge til gode, men bad dem bare lave en festival mere. Så skulle han nok vente.

»Sådan bliver man bakket op af en hædersmand.«

JP holder en kort pause.

»Eller også var han bare klog. Han endte med at få en hel masse arbejde for os i mange år.«

»Jeg skal ikke have en festival«

Året efter gik det endnu bedre – og økonomisk endnu værre. Omkring 2.500 mennesker kom, men underskuddet voksede til cirka 40.000 kroner.

JP gik i banken.

Bankdirektøren foreslog, at han droppede »det der foreningspjat«, ejede festivalen selv og fik sin far til at kautionere.

»Så sagde jeg: Glem det. Altså, jeg skal ikke have en festival. Vi skal have en festival.«

Banken ville have 10 kautionister. JP gik ned på stamværtshuset Marius Øltapper og fandt dem.

»Jeg ved ikke, hvorfor fanden jeg var så klog. Men det var jeg i hvert fald.«

Han ler.

»Det havde jo slet ikke været det samme, hvis jeg skulle være ejer og kong gulerod. Jeg havde nok været mangemillionær i dag, hvis jeg havde overlevet.«

Men pengene var ikke pointen.

»Jeg tror i virkeligheden, at det sammenhold og kammeratskab, der lå i at skabe noget sammen, var vigtigere end tanken om at skulle eje noget.«

En hobby, der fyldte alt

De første år arbejdede JP op til 80 timer om ugen for festivalen, mens han passede sit arbejde ved siden af. Men han stritter imod, hvis historien får ham til at lyde som en martyr.

»Jeg havde bare en hobby, der fyldte rigtig meget. Jeg tænkte ikke på det som arbejde – bare som en tidskrævende hobby.«

I 1987 blev han festivalens første fuldtidsansatte.

»Så følte jeg mig sgu da heldig, at jeg kunne få løn for min hobby. Det var da fantastisk.«

Også Tess, hans hustru og livsledsager, blev en del af maskinrummet og udviklede det artist care, der blev kendt som den særlige Skanderborg-behandling.

Et orkester ønskede håndklæder. Så fik alle håndklæder – med deres navn broderet på. Bag scenerne kom blomster, slik og champagne.

»Hvis folk føler sig velkomne, så kommer der en god stemning. Man spiller simpelthen bedre. Man spreder noget god energi.«

For JP er logikken enkel:

»Når man løfter stemningen ved musikerne, så løfter de stemningen ved publikum. Sådan fungerer verden.«

Hans iværksættertrang rakte også uden for skoven. Han blev blandt andet manager for De Nattergale og Michael Learns to Rock. De sidste gav han først et møgfald for at komme for sent til en amatørkonkurrence – og besked på at få sig en manager. Bagefter spurgte de, om det kunne være ham.

»Så blødte mit hjerte sgu alligevel for dem.«

Ringo fik en øl

Selv har JP aldrig dyrket livet blandt stjernerne.

»Jeg har aldrig på nogen måde forsøgt at fraternisere med popstjernerne.«

Alligevel er rygsækken fuld af 46 års backstage-anekdoter.

Som da Ringo Starr gik rundt bag Bøgescenen for at finde en Walther-trold til sit barnebarn. JP inviterede ham ind i »førerbunkeren« og gav ham en øl. Kort efter dukkede Gary Brooker fra Procol Harum op. Han havde også børnebørn.

»Sæt dig ind.«

Så fik han også en øl.

»Det var en fin oplevelse.«

JP fortæller historien, mens vi sidder i »førerbunkeren«. Det gamle kontor bag Bøgescenerne står nu i hans have, med væggene dækket af fotos fra festivallivet.

Han husker B.B. King, Ringo Starr og Eric Clapton – og de gange, hvor heldet hjalp til.

Han købte en endnu ukendt Gary Moore på baggrund af et kassettebånd. Da festivalen kom, lå »Still Got the Blues« nummer ét.

»Der var jeg bare pisseheldig.«

Rihanna kom, fordi en ekstra koncert i Warszawa faldt væk, og hendes hold stod med en dyr tom dag. JP opdagede situationen i tide og holdt fast i, at Smukfest ikke havde flere penge.

»Så vi fik hende faktisk skidebilligt.«

Britney Spears krævede andre midler. Over for hendes folk kaldte JP en offentliggørelse før jul »en julegave til det danske folk«.

»Jeg smurte jo tykt på. Var jeg nu sikker på, det ikke bare var for at sælge flere billetter? Det kunne jeg love, at det ikke var, for der var allerede udsolgt. Så blev der helt stille.«

Han fik sin vilje og kunne offentliggøre bookingen 22. december. At Britney Spears overhovedet endte på plakaten i Skanderborg, får ham stadig til at smile.

60.000 gæster – men ikke JP

I 1997 fik Smukfest hård kritik af musikprogrammet.

»Det var enormt nemt at booke musik, når man bare skulle tænke på, hvad man selv kunne lide.«

JP indså, at festivalen måtte se ud over hans egen smag og alder. Han gik efter Björk – datidens »mest street cred« navn – og begyndte mere systematisk at tjekke hitlister og lytte til publikum.

Han lærte sig at booke til et publikum, der ikke nødvendigvis lignede ham selv. Og med årene er afstanden kun blevet større.

I dag synes han selv, at tiden er kommet til at give helt slip.

»Jeg synes ærlig talt også, at jeg er vokset meget ud af målgruppen.«

Og så er der et vist paradoks i manden, der gennem 46 år har været med til at skabe en festival med op mod 60.000 gæster om dagen.

Han er faktisk ikke selv særlig meget til festivaler.

»Jeg føler mig ikke som festivalgænger. Det har jeg aldrig gjort. Jeg kommer ikke på ret mange festivaler. Der er høj musik og mange mennesker. Det er ikke noget for mig.«

Han griner.

»Nej, det er gas. Men hånden på hjertet, jeg går ikke til sådan nogle store koncerter.«

På sin sidste Smukfest bevæger han sig mest bag scenerne for at hilse på de artister, han har været med til at booke, og være klar til at tage imod »ros eller skældud«.

At komme tilbage næste år uden en funktion lokker ikke for alvor.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skulle derud efter, hvis ikke jeg havde noget ansvar.«

Festivalen skal være større end den enkelte

Overdragelsen har været planlagt i flere år. Den 1. november går JP på pension.

Hans sidste underskrevne festivalbooking blev Gnags.

Det samme band, han ringede til i 1979 og spurgte, om de ville spille gratis. Peter A.G. sagde nej, men gav den unge festivalmager telefonnumre på andre bands.

»Det var virkelig et rygstød og opbakning til noget, som var på rent idéplan.«

At cirklen nu slutter med Gnags, morer ham.

Men det vigtigste for JP ligger et andet sted.

Han taler med mærkbar alvor om forskellen mellem Smukfest og kommercielt ejede festivaler.

»At kapitalisere på folkelighed, det synes jeg er forlorent.«

For ham hænger ægte folkelighed sammen med, at fællesskabet også har ejerskab og indflydelse.

»Den her uafhængige, non-profit festival overlever kun, hvis der er nogen, der virkelig tror på sagen.«

For ham hænger det sammen med den gamle »Waltherånd«. I den første medhjælperhåndbog skrev han, at frivillige havde pligt til at tænke smukke tanker og gøre smukke ting – og til gengæld ret til at være stolte.

»Det fedeste, det er jo virkelig at give gaven.«

Og hvad håber han, at folk tænker om hans egen rolle?

JP tøver ikke.

»Hvis folk tænker, at det var sgu en meget god idé, det gider vi godt at være med til, så er jeg tilfreds.«

Han trækker næsten på skuldrene.

»Altså, det er jo virkelig så simpelt.«

Måske er det det nærmeste, man kommer et eftermæle fra manden, der ikke ville være Mr. Festival.

For uden JP var Smukfest ikke blevet til. Hårdt presset anerkender han det også selv.

»Der havde under ingen omstændigheder været den her festival, som er non-profit, og ejet af en trold.«

Og så vender han igen tilbage til Walther, fællesskabet og alle de andre.

Præcis som han har gjort i 46 år.