Fortsæt til indhold

Der er kun få billetter tilbage til Pavillonen på græs

I år kan du blandt andet opleve Dizzy Mizz Lizzy og Sort Sol.

Kultur og byliv
sra

Sidste år blev endagsfestivalen Pavillonen på græs fuldstændigt udsolgt, og der er nu kun få billetter tilbage til årets udgave, fortæller Pavillonen i en pressemeddelelse.

Årets udgave, der finder sted 15. august, vil byde på en række forbedringer, der skal sikre en endnu bedre oplevelse for gæsterne. Blandt andet bedre toiletforhold og barer, og så har Pavillonen på græs opgraderet med en DJ, der sørger for, at der også er musik i pauserne. Når pladsen åbner, og når der skiftes scene mellem de optrædende bands, vil DJ’en sørge for at sætte stemningen til næste band går på scenen.

De to hovednavne til Pavillonen på græs i 2026 er Dizzy Mizz Lizzy og Sort Sol.

Efter at have fejret sit imponerende 30-års jubilæum med bragende koncerter på landets største arenaer er Dizzy Mizz Lizzy nu klar til komme til de intime rammer, som parken i Grenaa skaber.

Med klassikere som “Silverflame”, “Barbedwired Baby’s Dream”, “Waterline”, “Glory” og “67 Seas in Your Eyes” har bandet skrevet sig ind i dansk rockhistorie – og de leverer stadig koncerter med samme kraft, nerve og spilleglæde som dengang.

Bandet glæder sig over, at rå, ren, håndspillet rock stadig kan samle mange mennesker i alle aldre.

Frontmand Tim Christensen på guitar og vokal beviser sammen med bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis igen og igen, at Dizzy Mizz Lizzy er et fantastisk liveband, der kan forvandle enhver scene til et overophedet rockmekka.

Sort Sol kan fejre 50-års jubilæum næste år. I år lægger de vejen forbi Grenaa og Pavillonen på græs. Pressefoto

Sort Sol behøver næppe nogen større introduktion for et dansk publikum.

De har siden begyndelsen som Sods snart 50 år siden har henrykket det danske rockpublikum med albums som Dagger & Guitar og Glamourpuss og hits som “Holler High”, “Next Century” og “Let Your Fingers Do the Walking”.

Det hele startede i 1977 under navnet Sods. Danmarks første og – skulle det vise sig – mest markante og væsentligste punkband. Debutalbummet ”Minutes To Go” kom i 1979 og rummede blandt andet sangen til hjembyen ”Copenhagen”. Det andet album hed ”Under en sort sol” (1980), og siden 1983 har bandnavnet været netop Sort Sol. Trods den lange karriere er det kun blevet til otte studiealbums undervejs med ”Flow My Firetear” (1991) og ”Glamourpuss” (1993) som de store mesterværker og med ”Snakecharmer” (2001) som det foreløbigt sidste.

The Boy That Got Away er med som support til Pavillonen på græs. Pressefoto

Som support til de to hovednavne kommer The Boy That Got Away, der læner sig stilmæssigt op ad Dizzy Mizz Lizzy, Soundgarden med flere.

Bandet trækker tråde fra hele deres rejse – fra de tunge rødder til den melodiske mørke energi – og vender tilbage til det, der formede dem. Det nye materiale er en reaktion på en verden i opbrud. Sange om desperation, håb og kampen for at bevare det menneskelige. Førstesinglen ”The One” viser vejen: mørke, nerve og et glimt af lys.

Med over 300 koncerter, festivaljobs og anerkendelser i ryggen cementerer bandet, at de stadig er en af Danmarks mest kompromisløse rockstemmer.

Se video: