Her er Smukfests nye kaninhul: Absint, akrobatik og vilde benspark
Smukfest har givet Zirkus mere plads i det tidligere Norge i Hullet. Resultatet er et forførende kaninhul med swing, absint, akrobatik og en stemning, der får publikum på benene.
»How do you like this little rabbithole that we’ve made for you?«
Zirkus-direktør Nijas Ørnbak-Fjeldmose sender spørgsmålet ud over de forventningsfulde smukgæster.
Klokken er 22, og godt 200 mennesker er faldet ned i det kaninhul, som Smukfest i år har gravet endnu dybere. Zirkus er nemlig rykket fra sin tidligere placering og ned i hullet, hvor Norge i Hullet lå før. Her har universet fået mere plads, en større scene og bedre mulighed for at folde sig ud.
Og det gør det.
Zirkus Orchestra leverer en fejende koncert med swing og jazz inspireret af 1920’erne og 30’erne. Musikken bliver serveret med energi, humor og en teatralsk overdådighed, der passer perfekt til omgivelserne.
Foran orkestret flyver cancan-dansernes ben i vejret, mens skørterne står om dem. Der er kokette mamelukker, akrobatiske dansere og vilde badutspring. På få øjeblikke rejser gæsterne sig, og dansegulvet bliver fyldt.
Zirkus er gået i blodet.
Et univers for sig
Smukfest beskriver selv det nye Zirkus som et historisk kaninhul med swing, jazz og løssluppen stemning. Inspirationen er hentet fra blandt andet industrialiseringen, Moulin Rouge, Peaky Blinders og de nedre dæk på Titanic.
Det lyder som en voldsom blanding, men nede i hullet hænger det hele sammen. Stemningen er mørk, dekadent og forførende med et stærkt nostalgisk strejf af en tid, ingen af os selv har kendt.
Måske er det netop derfor, den virker så tillokkende. Midt i en tid, hvor meget synes at være i opbrud, tilbyder Zirkus nogle timer i en fantasiverden, hvor orkestret spiller, og festen følger sine egne regler.
Mere plads til løssluppenhed
Flytningen har gjort det muligt at udvide området markant. Den store scene danner ramme om Zirkus Orchestra og andre jazznavne, mens en mindre scene midt på pladsen giver rum til artister, akrobatik og musikalske indslag tæt på publikum.
Hertil kommer en absintbar, en Cigar Lounge og et lille amfiteater, der ligner noget, man kunne være snublet over i en glemt europæisk forlystelsespark.
Det er detaljer som disse, der gør Zirkus til mere end en scene. Det er et samlet univers, som publikum ikke blot står og betragter, men bliver en del af.
Her kan man slå sig ned med en drink, lade sig overraske af en artist midt på pladsen eller blive revet med af det 25 mand store orkester. På den mindre scene er der desuden plads til løbende jams, mens blandt andre Adrian Christensen & Ensemble Hermes og The Loop Orchestra bidrager til det musikalske program.
Zirkus var allerede en publikumssucces sidste år. Med flytningen ned i hullet har Smukfest givet det plads til at blive endnu større, vildere og mere gennemført.
Det er ganske rigtigt et kaninhul.
Og når først man er faldet derned, har man ikke særlig travlt med at finde vejen op igen.
læser
lige nu