Fortsæt til indhold

Smukfest-anmeldere savnede Lewis Capaldis humor på scenen

Den skotske sanger Lewis Capaldi, der står bag hittet "Someone You Loved", optrådte på Smukfest torsdag.

Kultur og byliv
/ritzau/

Der var tårer i øjenkrogene og fællessang, da den skotske sanger Lewis Capaldi sang den ene kærlighedsballade efter den anden fra Bøgescenen på Smukfest torsdag aften.

Det har flere anmeldere, der var til koncerten på musikfestivalen i Skanderborg, bemærket.

Men mellem sangene udeblev den »spøgefugl, som fans kender og elsker«, som Århus Stiftstidende beskriver det i anmeldelsen.

»Manden har jo kroppen fuld af funny bones (humoristisk sans, red.). Det var bare ikke meget, man hørte til dem på Smukfest, hvor han sang mere, end han jokede. Desværre,« skriver Politikens anmelder, der giver koncerten to ud af seks hjerter.

Lewis Capaldi, der er et af årets hovednavne på Smukfest, var ifølge Politiken bedst, når han ”holdt det enkelt og spillede alene” uden sit band.

Den 29-årige sanger, der er født i Glasgow i Skotland, udgav sin første single i 2017 og har sidenhen storhittet med numre som ”Someone You Loved” og ”Before You Go”.

”Someone You Loved” har på nuværende tidspunkt over fire milliarder afspilninger på musiktjenesten Spotify. ”Before You Go” har over to milliarder afspilninger.

Og blandt gæsterne på Smukfest var formentlig nogle af de lyttere. Berlingske bemærker i hvert fald, at der var så mange, der sang med på ”Someone You Loved”, så ”bøgeskoven syntes at ryste”.

Berlingskes anmelder kvitterer med fire ud af seks stjerner.

Under koncerten gav Capaldi også en akustisk version af Creedence Clearwater Revivals ”Have You Ever Seen the Rain”.

»Det var hyggeligt, hjertevarmt og underligt rørende, præcis som resten af koncerten,« skriver Berlingskes anmelder.

Ekstra Bladets anmelder var ikke lige så begejstret for de rørende øjeblikke.

»Hans materiale er blævrende, ensformigt og uspændende, men det er solidt håndværk uden at være sangsnedkeri. Det er perfekt at stå og kede sig lidt til,« lyder det i anmeldelsen, hvor den skotske sanger får tre ud af seks stjerner.

Hos musikmagasinet Gaffa kan Capaldi høste en del flere stjerner. Anmelderen giver seks ud af seks stjerner.

Se video: