Ny butik slår dørene op i Latinerkvarteret
Butikken bliver virksomhedens anden i Danmark.
Aarhus får et nyt samlingspunkt for gravide og mødre, når Momkind fredag 14. august slår dørene op til sin første butik i Aarhus.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
I butikken, der åbner i Graven i Latinerkvarteret, kan kunderne gå på opdagelse i Momkinds univers, prøve og købe brandets produkter til graviditet og efterfødselstid samt deltage i events for gravide i Aarhus-området.
»Åbningen markerer et naturligt næste skridt for Momkind, som siden starten har haft ambitionen om at skabe et stort community, nedbryde tabuer og tilbyde produkter i høj kvalitet,« skriver virksomheden i pressemeddelelsen.
Butikken bliver Momkinds anden fysiske butik i Danmark. Den første, der ligger på Frederiksberg i København, åbnede i marts 2024.
»Vores fysiske tilstedeværelse er supervigtig for os. Både fordi at vi kan møde vores store community og afholde events, men også fordi Momkind-butikkerne er de eneste butikker i Danmark, hvor kvinder kan gå ind og finde alt til graviditet, fødsel og amning,« siger Nanna Schultz, der er administrerende direktør og stifter af Momkind, i pressemeddelelsen.
På åbningsdagen vil der være særligt gode tilbud og goodiebags til de første 50 kunder.
Et ærligt univers
Nathalie Korsholm er butikschef for den nye Aarhus-butik, og hun glæder sig til at slå dørene op på fredag.
»Vi har knoklet med at få butikken klar, og den er blevet så flot. Jeg glæder mig så meget til at lukke Aarhus’ mødre ind i Momkinds smukke og omsorgsfulde univers,« siger hun.
Momkind blev stiftet i 2019 af Nanna Schultz, efter hun selv var blevet mor og oplevede på egen krop, hvor lidt der bliver talt åbent om tiden efter fødslen – og hvor få produkter der dengang fandtes til at afhjælpe de udfordringer, man støder på.
Siden er Momkind vokset til et fordomsfrit og ærligt univers for gravide og mødre med et stort online community, blandt andet i Facebook-gruppen ’Momkind Community – et (k)ærligt fællesskab for mødre!’ med 24.000 medlemmer, hvor medlemmerne på daglig basis deler erfaringer fra moderskabet med hinanden.
Gennem initiativer som Momkind Lab og Momkind Podcast inviterer Momkind sine følgere med til at forme både produkter og starte samtaler om emner, der ellers sjældent bliver talt højt om.
Momkind sælger sine produkter i Danmark, Grønland og Sverige og har som sagt fysiske butikker på Frederiksberg og nu også i Aarhus.
læser