Borgmester: »Vi har brug for noget positivt at samles om – velkommen til Hammel Hestemarked«
Hvert år tiltrækker Hammel Hestemarked op mod 50.000 besøgende. Favrskovs borgmester Lars Storgaard (K) er én af dem. Det kan du læse i hans indlæg her.
I en tid, hvor det føles, som om verden overgår sig selv i voldsomme og negative nyheder, har vi brug for noget positivt at samles om. Vi har brug for lokale fællesskaber, festlige stunder, varme gensyn og gode stemninger, der kan skabe lyse sensommerminder.
Det er her, Hammel Hestemarked kommer ind i billedet. Siden 1972 har markedet og de fire festlige dage i september bragt op imod 50.000 mennesker sammen på kryds og tværs af kommunen og landsdelen. Unge, ældre, børn og voksne kan nyde godt af arrangørernes ihærdige arbejde, når måneders planlægning kulminerer første weekend i september.
I år byder det varierede program på gamle kendinge og nye traditioner. Du kan få rørt benene i Frijsenborgløbet, dyste i banko, dart, Heste-Quiz og kapsejlads, lytte til alskens musik fra livebands og DJ’s; prøve grænser i tivoli eller bare nyde stemningen fra de mange boder. Ingredienserne til alle tiders fest er fundet frem, og nu er det din tur til at nyde det og bidrage til den gode stemning.
Hammel GF står igen bag det hele, hvor cirka 350 frivillige gør det muligt. De arbejder alle med det samme mål for øje: at skabe oplevelser og at hente overskud hjem til foreningen. Det overskud, der gør det muligt at bevare Hammel GF som en aktiv og attraktiv forening og som samlingspunkt for Hammel og omegn.
Find nu dit bedste humør frem og lad os sammen skabe gode oplevelser. Rigtig god fornøjelse med Hammel Hestemarked 2026.
læser
Bekræftet: Nu får kommunen sin første McDonald’s
lige nu