Fortsæt til indhold

De kommer sejlende: Ebeltoft får et ganske særligt syn

Torsdag 17. september får Ebeltoft besøg af en række historiske fartøjer.

Kultur og byliv
sra

Der bliver noget at kigge på, når flere historiske skibe torsdag 17. september sejler langs molen i Ebeltoft Gl. Havn og videre ud på en tur i vigen.

Her kan ebeltoftborgerne opleve en række historiske fartøjer på vandet, når Svendborg Museums krydstoldjagt Viking og flere andre gamle skibe besøger Ebeltoft Gl. Havn, også kendt som Fiskerihavnen. Besøget bliver samtidig en del af en ny podcast om danskernes forhold til vandet.

De historiske fartøjer sejler efter planen langs molen i Ebeltoft Gl. Havn og videre ud på en tur i vigen, hvor de kan ses fra land.

I spidsen kommer Svendborg Museums krydstoldjagt Viking, der blev bygget i Odense i 1897 og oprindeligt var en af toldvæsenets omkring 30 toldkrydsjagter.

Blandt de deltagende skibe er flere tidligere arbejdsfartøjer. Paketbåden Skødshoved blev bygget i 1907 og sejlede oprindeligt på Århusbugten mellem Aarhus og Skødshoved, mens Marie Nielsen fra 1937 blev brugt til lakse- og sildefiskeri i Østersøen. Solvang blev bygget i Norge i 1930 til fiskeri, og Rigmor fra 1935 blev blandt andet brugt til opkøb af ål.

Der er også en lokal historie med på vandet. Fiskefartøjet Hopla blev bygget i Ebeltoft i 1937 og blev oprindeligt anvendt til fiskeri.

Besøget er en del af Svendborg Museums projekt I samme båd, som besøger 19 havnebyer. I hver havn indsamles fortællinger om stedets maritime historie, traditioner og fartøjer.

Fortællingerne skal blandt andet indgå i en podcastserie med titlen »Danmarks forhold til vandet«.

Der skal også udgives en bog om projektet.

Besøget falder samtidig sammen med, at Ebeltofts gamle fiskerihavn er på vej til at få en særlig status. Syddjurs Kommune arbejder sammen med Skibsbevaringsfonden om at Gl. Havn, udpeget som Maritim Kulturhavn. Formålet med ordningen er at bevare levende historiske havnemiljøer og sikre plads til den sejlende kulturarv.

Der bliver mulighed for at se de historiske fartøjer på vandet, når de efter planen sejler fra Gl. Havn og ud på vigen 17. september.

Arrangørerne oplyser dog, at sejladsen er vejrafhængig.

Se video: