De vidste ikke, hvad de gik ind til, men begejstringen var ikke til at tage fejl af: »Det har været helt overvældende at opleve«
Deltagerne i ny kulturfestival bevægede sig rundt i byen, hvor kunst, musik, fortællinger og overraskelser dukkede op undervejs.
Alle billetter var solgt, selv om deltagerne stort set kun vidste, hvor og hvornår de skulle møde op til den nye kulturfestival Sans i Hinnerup, der fandt sted i lørdags. Festivalen er udviklet af Hinnerup Bibliotek & Kulturhus som en invitation til at opleve byen på en helt ny måde. Ikke fra en stol i en koncertsal eller foran en scene, men ved at bevæge sig ud i byen og lade kunst, musik, fortællinger og overraskelser dukke op undervejs.
Deltagerne blev sendt afsted fra biblioteket i hold på 25 deltagere, og allerede fra begyndelsen stod det klart, at det ikke var en helt almindelig byvandring. Deltagerne blev nemlig bundet sammen med en gul snor, der skulle symbolisere det fællesskab, de var en del af de næste par timer.
På toppen af Thorasdal ventede balletbørn, som gennem fortælling og dans levendegjorde historien om den lokalfødte og verdensberømte danser Adeline Genée. Senere blev der spillet stomp i Bykirken, og midt på torvet fik deltagerne hovedtelefoner på og blev kastet ud i silent disco.
På stationsbygningen var der digtoplæsning ved Malte Frøslev, mens Sognegårdens have bød på musik og et stille øjeblik til eftertænksomhed. Sans gik ikke bare gennem byen, men også under den. I Morten Tropps galleri under torvet ventede portrættegning, inden turen sluttede i Vibecentret med smagsoplevelser og fællessang.
Tanken bag Sans var fra begyndelsen at skabe små øjeblikke af forundring midt i det velkendte. Kendte bygninger, haver, pladser og stier fik pludselig andre funktioner, og steder, man måske passerer hver eneste dag, blev rammen om noget uventet.
»Sans er en invitation til at se Hinnerup med nye øjne. Vi ønskede at skabe små øjeblikke af forundring midt i det velkendte og en oplevelse, hvor kunsten ikke står på en piedestal, men dukker op på vores vej. Det var fantastisk at se, hvordan det rent faktisk skete i lørdags, og hvordan både børn og voksne gav sig hen til oplevelsen og turde være nysgerrige,« fortæller Trine Valentin, afdelingsleder for kultur i Favrskov Kommune.
Undervejs blev deltagerne præsenteret for professionelle kunstnere, lokale kræfter, foreninger og ildsjæle, der bidrog til at gøre byen til én stor scene.
»Når 25 mennesker følges ad gennem byen og sammen bliver overraskede, lytter, danser, smager og oplever, opstår der noget mellem dem. Der blev grinet, snakket og delt reaktioner på tværs af alder og bekendtskaber. Både store og små blev udfordret på deres forestilling om, hvad en kulturoplevelse kan være, og hvor den kan finde sted,« fortæller Trine Valentin til avisen.
»Det har været helt overvældende at opleve den begejstring, vi har mødt både undervejs og bagefter. Folk har virkelig taget festivalen til sig. Mange fortæller, at de har oplevet steder i Hinnerup på en måde, de aldrig har prøvet før, og det er nok den allerbedste tilbagemelding, vi kunne få.«
Sans er den nyeste af Favrskovs fem kulturfestivaler, som også tæller Syng, Skab, Skrål og Kvas. De har hver deres tema og værtsby og et fælles ønske om at styrke kulturlivet, fællesskaberne og den lokale identitet rundt om i Favrskov Kommune.
»Vi havde selvfølgelig håbet, at publikum ville tage godt imod idéen, men begejstringen har været større, end vi turde håbe på. Så dommen er ret klar: Det gør vi igen. Og næste gang skal der være plads til endnu flere,« siger Trine Valentin.
læser
lige nu