Efter 26 år er det slut: Kendt møbeldesigner mister »fantastisk« sted med »unik« placering
Møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen har haft tegnestue og værksted ved havnen i Grenaa i 26 år. Hans lejemål er blevet opsagt. Han er uforstående over for beslutningen og kommer til at savne havudsigten.
»Det er et fantastisk sted, jeg har haft mulighed for at leje i 26 år. Det har en unik placering ved havnen.«
Det siger møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen, der i over et kvart århundrede har haft sin tegnestue og sit værksted i en bygning ved havnen i Grenaa.
Nu er det snart slut, og det ærgrer ham.
»Det er et fantastisk hus, og det passer til det, jeg går og laver. Jeg har fået indrettet det sådan, at det er tæt på optimalt.«
Efter at have holdt til på Færgevej skal møbeldesigneren finde et nyt sted ved årsskiftet.
Årsagen er, at Stena Line besluttede at lukke færgeruten mellem Grenaa og den svenske by Halmstad i foråret.
Lejerne i de bygninger ved færgelejet, som Stena Line ejer, er blevet opsagt, herunder Hans Sandgren Jakobsen. Grenaa Havn ejer grunden, som bygningerne står på, og har besluttet at fjerne bygningerne til næste år. Det skriver Randers Amtsavis.
Hans Sandgren Jakobsen er uforstående over for beslutningen.
»Set med nutidens øjne er det spild af ressourcer.«
Han mener, det er vigtigt at bevare den bygning, hvor han har holdt til på Færgevej.
»Den er jo ikke faldefærdig. Jeg kan forstå det, hvis den var faldefærdig og ikke kunne renoveres og ikke kunne anvendes til noget som helst.«
Avisen har rakt ud til CEO i Grenaa Havn, Henrik Carstensen, for at høre hans begrundelse.
»Da vi p.t. stadigvæk er i dialog med Stena Line omkring fremtiden for området, så har jeg for nuværende ikke yderligere kommentarer,« oplyser han i et skriftligt svar.
Vandet betyder meget
At have haft udsigt til vandet i så mange år er noget, der har inspireret Hans Sandgren Jakobsen. Bølger og kurver går ofte igen i hans møbeldesign.
»Det vand betyder rigtig meget for mig.«
Han fortæller, at hans kunder også er glade for omgivelserne, når de besøger tegnestuen. Han kommer til at savne havudsigten og lokalerne, som han beskriver som »sådan lidt sommerhus-agtigt«.
Hans Sandgren Jakobsen er blevet opsagt i sine lokaler pr. 31. december.