Efter 20 års »glødende engagement« takker Line af
Line Frøslev har »lagt utællelige timer, uendeligt meget engagement og meget hjertevarme i at skabe et rum for børn og unge, hvor de har kunnet udfolde deres kreativitet.« Nu stopper hun som leder.
Hinnerup Billedskole fejrer i år sit 20-årsjubilæum. Dermed kan billedkunstner og underviser Line Frøslev også fejre 20 år som leder af billedskolen.
Det var nemlig hende, der sammen med kollegaen Tanja Schmedes Enevoldsen tog initiativ til Hinnerup Billedskole, og lige siden har hun været leder af billedskolen.
Men det ændrer sig nu.
Efter 20 års »glødende engagement« har Line Frøslev nemlig valgt at tage afsked med rollen som leder og fast underviser i billedskolen.
»Line har valgt at drosle lidt ned og bruge mere tid med familien. Heldigvis har hun lovet at blive i billedskolens bestyrelse, og hun vil fortsat inspirere og dele ud fra det kreative univers, hun har skabt og som lokalområdet kan glæde sig over og være stolte af,« skriver billedskolen i en pressemeddelelse.
»Hinnerup Billedskole har været Lines hjertebarn, og der er lagt utællelige timer, uendeligt meget engagement og meget hjertevarme i at skabe et rum for børn og unge, hvor de har kunnet udfolde deres kreativitet,« skriver billedskolen videre og går så vidt som at kalde Hinnerup Billedskole for ’Lines billedskole’.
»Hun har været et kendt ansigt i byen og har været ambassadør for billedkunsten. Heldigvis har hun ikke været alene om at formidle billedkunsten, men har sammen med mange dygtige undervisere gennem årene fået børn og unge til at vælge kreativiteten til som fritidsaktivitet.«
Afsked og fejring
Hvis man ønsker at sige »tak for nu« til Line Frøslev, skal man møde op i Hinnerup Bibliotek- og Kulturhus 26. november mellem klokken 17-19.
Aftenen kommer både til at stå i afskedens og fejringens navn.
Foruden at hilse på den afgående leder vil jubilæet nemlig også blive markeret med fernisering af et nyt værk, som billedskolens elever har lavet til tunnelen ved biblioteket.
Da billedskolen fyldte 10 år, forærede den ligeledes byen en gave, som netop var en stor vægudsmykning under tunnelen ved biblioteket. Nu er figurerne fra fantasiuniverset taget på eventyr helt over på den modsatte væg i tunnelen. Her vil en masse nye figurer dukke op fra januar, men allerede til ferniseringen får man mulighed for at se dem.