Fortsæt til indhold

Kampsport-konkurrence rykker ind midt i kunstudstilling

Det er intet mindre end danmarksmesterskaberne, der skal afgøres, når kæmperne i MMA går i ringen i Kunsthal Aarhus.

Byrummet
gs

Kampsport i en kunstudstilling. Det bliver virkelighed, når visionsudstillingen ’Go Extreme’ lørdag 13. november kl. 13-20 danner ramme om danmarksmesterskabet i Mixed Martial Arts.

Det er en moderne kampsport, hvor deltagerne bruger en række kampsportsteknikker som man for eksempel kender fra boksning og brydning.

»Jeg synes, det er et spændende samarbejde, og jeg håber, at det kan være med til at sætte kampsport, herunder MMA, i et nyt lys og tiltrække et bredere publikum. Kampsport skal efter min mening opleves i live og jeg glæder mig meget til at se stævnet i de rammer, kunsthallen har skabt med udstillingen ’Go Extreme’,« fortæller Steffen Frederiksen, som er med til at arrangere DM i MMA sammen med DMMAF – Danish Mixed Martial Art Federation, Aarhus Fight Academy og Kunsthal Aarhus, i en pressemeddelelse.

En ring i udstillingen

De særlige rammer, Søren Frederiksen omtaler, er ’Go Extremes’ egen kampsportsarena.

Ringen er placeret i udstillingsdelen med den passende titel ’Extreme Fitness’, hvor tematiseringer af kamp og krig, svedkunst og stygge træningsmaskiner til daglig skaber liv i rummet.

»Muligheden for at afholde Danmarksmesterskaberne i Mixed Martial Arts midt i en kunstudstilling som ’Go Extreme’ har i min optik en række åbenlyse kvaliteter. Kampsport er en ekstremsport, som deler vandene, selvom de fleste, der har en mening om det, ofte ikke har et dybere kendskab til sporten. Jeg synes, vi med dette arrangement giver en meget åben og ærlig mulighed for, at publikum kan opleve kampsport i en unik setting. Kampsport sætter vores forhold til krop og sind på spidsen,« fortæller Peter Ole Pedersen, kurator og projektleder på ’Go Extreme’.