Fortsæt til indhold

Tag ud i naturen i vinterferien

Gå en tur og led efter hasselbuskens blomster. Eller sæt jer ned ved et bålsted, tænd ild og varm en gammel gryde med kakao. Naturen har masser at byde på i vinterferien.

Byrummet
Bjarne Jensen

Naturvejleder i Favrskov Kommune Vibe Søndergaard er altid på udkig efter, hvad der i løbet af året sker i naturen. Lige nu holder hun øje med tegn på forår.

»Forleden dag opdagede jeg, at hasselbusken er begyndt at blomstre. Hvis man skal ud i naturen i løbet af vinterferien, kan man jo for eksempel gå på jagt efter hasselblomster. Hold øje med en lille busk eller et lille træ med grønne rakler og se efter, om der er røde eller rødviolette blomster på«, siger Vibe Søndergaard.

Mens de bittesmå hasselblomster er synlige, skal andre forårstegn opfanges med ørerne.

»Jeg har lige hørt natuglerne, som er begyndt at kalde på hinanden. Rævene skriger også derude. I de engelske krimier på tv kan man høre ræveskrige uanset årstiden, men det er kun her i det tidlige forår, de gør det i virkeligheden for at finde sig en partner«, fortæller Vibe Søndergaard.

Et andet dyr er også på jagt efter en mage, men det kan man hverken høre eller se. Til gengæld er de spor, det efterlader i landskabet, meget synlige.

»Muldvarpene begynde at lede efter hinanden. Nogle af dem laver skud sådan lidt efter et zigzag-mønster. Det er hunnerne, der søger efter føde. Hannernes skud ligger til gengæld på en lige linje, for de går direkte efter hunnen«, siger Vibe Søndergaard.

Nye stier

Naturvejlederen færdes dagligt udendørs og nyder at bruge de mange vandreruter og stier, som findes både i hendes egen kommune og andre steder. I Favrskov Kommune er to nye ture blevet åbnet på det seneste. Den ene er blevet etableret i samarbejde med Lilleådalens Græsningslaug.

»Det er en dejlig tur langs med vandet. Den anden går gennem Kollerup Enge på et dige, som alligevel skulle etableres«, siger Vibe Søndergaard.

Hun nyder at opleve nye stier og spor i naturen, men hun har også nogle favoritter, som hun vender tilbage til.

»Trækstien er noget af det allerfedeste. Det er en helt særlig oplevelse at gå langs med Gudenåen, for eksempel ude omkring Ulstrup. I kan også tage ud til Kongenbro Kro, hvor I lige nærheden kan besøge Høj Stene, som helt sikkert er en tur værd«, siger Vibe Søndergaard.

Høj Stene er et genfundet gravmonument, som er formet som et skib – en såkaldt skibssætning. Stedet nævnes allerede i optegnelser fra 1600-tallet, men en del af gravmonumentets sten blev med tiden fjernet, og den præcise beliggenhed gik i glemmebogen.

Monumentet ligger tæt på landsbyen Vejerslev, hvor man finder den mytologiske aktivitetspark Asgård, som også er et sted, Vibe Søndergaard anbefaler.

Ud i naturen

Når hun skal finde nye steder at tage på tur eller skal besøge et område, hun ikke kender, bruger naturvejlederen hjemmesiden ofte udinaturen.dk, hvor man kan få inspiration til vandringer.

»I kan også finde en masse andet, for eksempel bålsteder. Hvis man har små børn, behøver man ikke gå en kæmpelang tur. Find et bålsted og parker i nærheden eller gå ned til lokale. Her kan I tænde ild og varme boller, I har haft med hjemmefra og lave kakao i en gammel gryde. Det er smadder hyggeligt«, siger Vibe Søndergaard.