Kom og se på kroppe
'Body Steps' af billedkunstner Lotte Kejser er en udstilling om kroppen og en del af Art Week 2022.
Billedkunstner Lotte Kejser udstiller i Foyeren på Godsbanen i juni måned. Udstillingen har kroppen som overordnet tema: Den sunde og stærke krop, kroppen der overpræsterer og kroppen der ikke må ældes, kropsidealer og køn. Udstillingen er en del af Art Week, som finder sted 9.-19. juni. Art Week er en kunstfestival, som repræsenterer samtidens billedkunst.
Lotte Kejser arbejder med farven med afsæt i det figurative, grænsende til det abstrakte. Flere af værkerne har genkendelige, overnaturligt store og forenklede menneskelige former. Tæt på vil værkerne fremstå som farvede felter men på afstand falder motivet på plads.
Stor fysikalitet
Malerier og skitser er bygget op af mange lag oliemaling på lærreder og mdf-plader. Værkerne udstråler stor fysikalitet og en sanselig tilgang til farver.
»Det har aldrig været detaljerne, der har interesseret mig, men derimod de store linjer og hurtige sving med penslen, hvor jeg kan sætte et særligt præg på værket,« fortæller Lotte Kejser i en pressemeddelelse.
Lotte Kejser er uddannet fra Århus Kunstakademi i 2020, og hun er en del af kunstnerkollektivet Kubus Alba og kunstnergrupperne Kejser, Neupart & Beck samt Mindstof.
Body Steps kan ses på Godsbanen i perioden 1.-30. juni, og der er fernisering fredag 10. juni kl. 15-17.. Åbningstalen holdes af museumsinspektør, ph.d. i kunsthistorie Peter Ole Pedersen.