Kom med bus til gratis forskningsfestival
Sandbjergmødet i Sønderborg er en helt ny forskningsfestival, alle kan deltage i.
Sandbjerg Gods, som er ejet af Aarhus Universitets Forskningsfond, blev givet til Aarhus Universitet af fru Ellen Dahl (Karen Blixens lillesøster) i 1954. Ejerskabet overgik til Aarhus Universitets Forskningsfond i 2021 i forbindelse med en renovering af godset.
Lørdag 11. juni kl. 10-17 bliver der i den anledning afholdt en gratis forskningsfestival med navnet ”Sandbjergmødet”.
Der er indsat gratis busser fra Aarhus Universitet til Sandbjerg og retur igen, og der er shuttlebusser til og fra Sønderborg C.
Ny forskningsfestival
Sandbjergmødet er en helt ny forskningsfestival, der præsenterer deltagerne for den nyeste og mest spændende forskning inden for en palette af videnskabelige retninger.
Desuden står Sønderborg Folkeuniversitet for et foredragsprogram med en blanding af AU-profiler og lokale profiler.
Festivalen er delt op i tre spor, der henholdsvis favner et videnspor med det seneste indenfor forskning, et underholdningsspor med talks, teater mv. og et opdagelsesspor, hvor man får en rundvisning på Sandbjerg Gods og præsenteres for historien.