Jubilæumsudstilling i BaghusAtelieret
Fejrer 20 år med to-dages udstilling, musik, auktion og hjælp til Ukraine.
Kunstnerfællesskabet ”BaghusAtelieret” har i år udvidet den årlige to-dages sommerudstilling til også at fejre, at atelieret har eksisteret i 20 år på adressen.
Stedet vil være kendt af rigtig mange som et socialt engageret kunstnermiljø, hvor man flere gange om året arrangerer begivenheder for alle folk fra nær og fjern.
Auktion og lodtrækning
I år har alle 14 kunstnere, der blandt andet omfatter malere, keramikere og skulptører hver doneret et værk til en auktion, der afholdes lørdag 18. juni kl. 14 under udstillingen. Pengene fra auktionen går til Ukraine, og honoraret til den levende musik, der kan høres begge dage, går ligeledes ubeskåret til befolkningen i Ukraine.
Desuden vil der søndag 19. juni kl. 14 for alle interesserede besøgende være lodtrækning blandt kunstværker, der også er doneret af husets kunstnere.
Derudover bydes der på et glas vin samt mulighed for en snak om kunst og meget andet i et atelier, der er i fuldt swing under udstillingen – og hvor der er 20 procent rabat på alle værker i dagens anledning.