Fortsæt til indhold

Portvinsfestival på Godsbanen

Smag på dråberne fra Douro-regionen i det nordlige Portugal, når der for første gang 20. august er portvinsfestival i Aarhus.

Byrummet
gs

Siden starten i Odense i 2016 har Portvinsfestival.dk sammen med en masse dedikerede vinbutikker udbredt danskernes kendskab til dråberne fra Douro-regionen i det nordlige Portugal.

Ganske som de forgangne år skal festivalens gæster smage på særligt udvalgte portvine primært fra lokale vinbutikker.

»Netop de lokale vinbutikker er omdrejningspunktet for Portvinsfestival.dk, hvor det er vigtigt først at tilbyde disse en stand, så vi på den måde sikrer en lokal forankret kontakt mellem gæsterne og deres lokale vinbutik,« lyder det fra arrangør Jakob Søfelde-Hansen i en pressemeddelelse.

I år udvides med endnu en by, da der lørdag 20. august afholdes Portvinsfestival i Aarhus, i den gamle flotte rå hal på Godsbanen.

»Efter succesfulde festivaler i flere byer var det naturligt at udvide til endnu en by. Vi har længe haft kig på Aarhus, hvorfor valget naturligt faldt herpå. Den rå hal centralt i Aarhus på Godsbanen passer perfekt til vores koncept og imiterer på mange måder festivalens udtryk fra de andre byer. Vi har samtidig besøgt flere af byens vinbutikker, som har vist stor interesse i deltagelse, så vi glæder os til sammen med dem at kunne give aarhusianerne en dag med de gode dråber fra Duoro,« udtaler Jakob Søfelde-Hansen.

I år er det muligt at købe en “premium”-billet, som giver gæsterne adgang til portvine på et højere niveau end med den almindelige billet.

Udover de 10 glas, som er inkluderet i billetten, er der mulighed for at købe poletter, der giver adgang til et stort udvalg af andre portvine, blandt andet ældre Vintage Port, White Port, Colheita og Tawny.