Få et komplet overblik over verdens-begivenhed, der rammer Aarhus
Mandag bliver havnen fyldt med mennesker, når The Ocean Race kommer til Aarhus. Men hvad går det hele egentlig ud på? Vi har samlet overblikket over, hvad der kommer til at ske i løbet af de 11 dage, The Ocean Race er i byen.
En af verdens største sejlsportsbegivenheder kommer til Aarhus. Det drejer sig om det verdensomspændende løb The Ocean Race, der lander i Smilets By. Den kæmpestore begivenhed forventes at kunne tiltrække 400.000 mennesker i løbet af eventets 11 dage.
Hvad er The Ocean Race?
The Ocean Race er en verdensomspændende begivenhed og en af de hårdeste discipliner inden for sejlsport og hed tidligere Volvo Ocean Race.
Løbet har eksisteret siden 1973 og bliver afholdt hvert tredje-fjerde år. Det seneste løb blev afholdt i 2017/18.
Undervejs skal deltagerne sejle verden rundt på en båd, hvilket tager op imod et halvt år at færdiggøre.
Hvordan foregår løbet?
Ruten startede i år i den spanske kystby Alicante i midten af januar, inden turen gik videre til den afrikanske øgruppe Kap Verde. Herefter sejlede deltagerne til Cape Town, Sydafrika og videre til Iajaí i Brasilien. En månedslang tur på ca. 23.500 kilometer. Fra Brasilien gik turen til Newport, USA, hvor deltagerne landede den 21 maj. Herefter er der yderligere tre stop i Aarhus, Haag og Genoa.
Selve løbet er opdelt i to forskellige bådklasser. Der er IMOCA-bådene, der deltager i alle etaperne, og så er der bådklassen VO65, der kun deltager i sprint-kategorien. Hvilket betyder, at de kun er med i følgende tre etaper: Alicante-Kap Verde, Aarhus-Haag og Haag-Genoa.
Bådene i de forskellige klasser får point efter hver etape. Selvfølgelig alt efter, hvem der kommer først.
Hvem fører løbet?
I IMOCA-klassen er der fem deltagende hold. Efter de første fire etaper ligger det schweiziske Team Holcim-PRB i front med 19 point. Kun et enkelt point mere end det amerikanske 11th Hour Racing Team og det tyske Team Malizia.
I VO65 klassen er der seks deltagende hold, hvor det polske hold WindWhisper Racing Team er i front med seks point. Det er dog kun efter en enkelt etape, så her er alt åbent endnu.
Hvornår sejler de?
Den planlagte ankomst for bådene i Aarhus er den 29.-30. maj. Det er svært at angive et præcist tidspunkt.
Bådene sejler fra Aarhus igen den 8. juni, hvor der venter et kortvarigt stop i Kiel, inden bådene rammer det officielle syvende stop på turen i Haag, Holland. Som tilskuer er der dog masser af sejlads at glæde sig til ind imellem ankomst og afrejse.
Den 4. juni bliver der sejlet In-Port Race langs en rute i Aarhus Bugt. Her dyster de forskellige bådklasser mod hinanden, og der bliver givet point. Disse point kan bruges til at afgøre den samlede stilling til slut i tilfælde af pointlighed, hvilket er set tidligere.
Den 5. og 6. juni sejles der Pro-Am Race, hvilket også foregår i Aarhus Bugt. Pro-Am består af et mix af professionelle og amatører, der af forskellige årsager er blevet inviteret ind på bådene. Det kan f.eks. være sponsorer eller andre med tilknytning til holdene. Pro-Am er som oftest underholdende, da bådene dyster i ”speed-tests” for at opnå den højeste hastighed.
Begge løb kan ses fra tilskuertribunerne, der sættes op på Pier 3.
Er der andet end sejlads?
Ja. Der foregår en hel masse andet en blot sejlads i løbet af de 11 dage. F.eks. er der en hel række af koncerter, der afholdes på havnepladsen. Herunder kommer Oh Land og eee gee (Emma Grankvist) i samspil med Aarhus Jazz Orchestra til at indtage hovedscenen GEM-Stage ved Havnepladsen søndag den 4. juni klokken 20.30-21.30.
Det fulde program kan ses inde på The Ocean Race Aarhus’ hjemmeside.
Hvad koster det?
Der er gratis adgang til stort set alle koncerter og andet, der foregår på de opstillede scener. Det er også gratis for alle interesserede at komme forbi ved havnekanten for at se de forskellige løb. Der kan dog være enkelte arrangementer, hvor der ikke er offentlig adgang.
Er der danskere med?
For nyligt annoncerede den danske OL-vinder Martin Kirketerp, at han ville deltage i The Ocean Race som en del af det hollandske Team JAJO. Danskeren bliver en del af besætningen i Aarhus frem mod næste etape i Haag, Holland. Derfra er han med helt frem til løbets afslutning i italienske Genoa.
Kan jeg se det fra min egen båd?
Selve eventet foregår i Aarhus’ industrihavn, hvor der er sejlforbud for lystfartøjer. Det er derfor ikke muligt at se eventet fra egen båd. Du kan dog sagtens sejle til Aarhus i egen båd inden eventet og lægge til i følgende havne: Aarhus Lystbådehavn, Marselisborg Lystbådehavn og Egå Marina.
Er der mad og drikke?
Under afviklingen af The Ocean Race vil der være en række forskellige boder og barer på og omkring Havnepladsen. Her kan man bl.a. få pizza, tacos, nachos samt diverse is.
Hvordan kommer jeg derhen?
Eventet finder sted på havnen, og derfor er der forskellige parkeringsmuligheder rundtomkring i Aarhus. Herunder parkeringshusene Navitas og Dokk1, der er tæt ved festlighederne.
Det er også muligt at tage kollektiv trafik eller gå/cykle. Tager man kollektiv trafik, stopper Letbanen ved både Dokk1 og Skolebakken. Alternativt kan man tage bussen til Rutebilstationen, der ligger i gåafstand til havnen.