Fortsæt til indhold

Åben have: Den har tiltrukket verdenskendte eksperter

Haven har 2300 forskellige planter og især mange Clematis.

Byrummet
gs

Elmer Aagesen har i sin have omkring 2300 forskellige planter på en grund, som er af almindelig parcelhushave størrelse på 935 kvadratmeter. Hans hjertebarn er Clematis, som han har i omegnen af 375 forskellige af, og derfor er medlem af ”Det internationale Clematis Society”, der består af Clematis nørder fra hele verden.

Sidste år blev haven besøgt af mange medlemmer fra denne klub fra blandt andet USA, England, Tyskland Schweiz, Sverige og Frankrig.

Specielt interessen for Clematis har givet Elmer Aagesen mange venner over hele verden, som også kan bruges i forbindelse med at indhente oplysninger om, hvor man kan anskaffe nyheder på området. Clematiserne er købt på specialplanteskoler i Tyskland og Polen, ligesom haveejeren har haft kontakt til en af verdens ypperste Clematis eksperter i Holland. Rigtig mange er købt hos forhandlere i England.

Udover Clematis samligen er der i haven også større samlinger af Liljer (250 stk) Hosta (125 stk.) Muscari som er Perlehyacinter omkring 35 forskellige, Roscoea er på dansk Buddhablomst, og dem er der 30 forskellige, hvoraf en del meget sjældne.

Der er også mange Eucomis, som på dansk hedder Pragtlys - omkring 30 forskellige. Samtidig er der et væld af andre stauder og formklippede træer.

Var en bar mark

Haveejeren har boet på parcellen i 51 år og startede op på bar mark, som har udviklet sig gennem de mange år, specielt efter at børnene voksede op og ikke mere skulle bruge haven som legeplads. Græsplænen er efterhånden blevet minimeret til gangarealer mellem bedene.

Hvert år kommer der selskaber og enkeltpersoner fra Danmark, den øvrige del af Skandinavien og Europa.

Den har flere gange været vist på TV i blandt andet udsendelsesrækken ”Helges skønne haver”, ligesom der adskillige gange har været bragt artikler i aviser og ugeblade.

I forbindelse med Havefestivalen 2023 holder Elmer Aagesen lørdag 10. og søndag 11. juni kl. 10-17 åben i sin besøgshave, Rønvangen 101, Hinnerup.