Guide: Du må ikke misse disse madboder på Northside
På Northside Festival finder man plantebaserede madoplevelser til enhver smag, og vi har testet en håndfuld af retterne. De kan også købes i Aarhus.
Northside Festival anno 2023 er i byen, og tusindvis af festivalgængere samles til kalas på Eskelundens plæner. Det betyder selvsagt koncerter og kolde fadbamser og så betyder det muligheden for at gå på opdagelse efter nye spiseoplevelser i de mange madboder.
Den tre dage lange festival arbejder som bekendt ikke med overnatningsmuligheder, hvilket betyder, at Faaborg-leverpostej og teltlune dåsebajere er skiftet ud med alt fra økologiske pizzaer, burgere og tapas til lokal cider og japansk blommelikør.
Festivalen viderefører igen i år sin grønne profil og serverer således kun plantebaseret og økologisk mad. Et koncept, der havde debut sidste år, og som blev modtaget med rødglødende Facebook-kommentarer og hæsblæsende debatter, der rasede over frarøvede frankfurtere og hakkebøffer.
Årets spisekort byder på både nyt og velkendt – begge dele med en stor repræsentation fra byens lokale madscene.
Vi har smagt en håndfuld af de retter, man møder i lokale madboder under festivalen, og guider dig her til, hvor du kan forsyne dig, alt efter om du er til det tømmermændskurerende, det mættende eller noget helt tredje.
Plant Food – Ish and Chips: 125 kr.
Få ting kan helbrede tømmermænd som et måltid serveret lige fra ønskebrønden, og endnu færre ting har haft mere med ønskebrønden at gøre end den ærkebritiske ret Fish and Chips – eller som Plant Foods økologiske og veganske Northside-udgave hedder: Ish and Chips.
Her er hvid fisk skiftet ud med friterede østershatte, der kommer i selskab med vegansk dildmayo og salt & vinegar fries. De store svampe er vendt og friteret i en øldej med hjemmelavet harissa-krydderiblanding, som vejer godt op for den udeblivende fiskesmag.
Den sprøde overfrakke havde fået god tid til at blive selvbevidst i fritøsen, samtidig med at svampenes indre var blødt og med bid i midten. En virkelig velegnet substitut til fisken, både i konsistens og i sit lidt krogede udseende.
Også fritterne bød op til dans med deres godt saltede overflade og syrlighed fra eddiken. Sammen med den medfølgende dildmayo falder de på et af de få tørre steder, der er tilbage efter fire fadøl og en Tobias Rahim-koncert.
Opsummeret rammer Plant Food rent hjem med en festivalret som denne, der kombinerer alt godt til dagen derpå: det salte, det fedtede og det sprøde. Og så kommer herligheden i en portionsstørrelse, som mætter selv den mest udhungrede festivalgænger. En fuldtræffer i det greasy hjørne, der ubestridt er værd at vove en gang halsbrand for.
Zócalo – Burrito: 109 kr. Nachos m. salsa: 49 kr.
Den mexicanske biks Zócalo er en ny spiller på byens madscene, og i år har boden i Markedshallen på Aarhus Ø også debut på Northside Festival. Her kan sultne festivalgæster forsyne sig med en kompakt kleppert af en økologisk burrito, inden der skal forbrændes kalorier til Nik og Jay.
Krydrede ris, sorte bønner og godt med frisk grønt og mexikansk coleslaw omfavnes af en hvedetortilla, der desuden indeholder et velmarineret protein lavet på hestebønner, men som tilnærmelsesvist minder om shredded kylling. Herligheden bindes herefter sammen af en BBQ-sauce, der giver røg uden at overtage hele butikken, en chipotle-creme der tilfører en smule temperament samt et sprødt indslag fra knuste majschips.
Værd at bemærke er, at det kun kræver én hånd at fortære rullen, og det er ingen uvæsentlig faktor på en festival, hvor den anden hånd som regel er optaget af noget, der godt kunne være en kold fadøl.
Til den lette sult kan man forsyne sig med en bakke majschips med en koncentreret rød salsa, der gik fint som mellemmad, men det er klart rullen, der er værd at stå i kø for.
”Burrito” kommer af det spanske burro for ”æsel”, og hvis man under festivalen har det som Nik og Jay, og »er så sulten, man kunne æde en mother fucking hest«, så er Zócalo ikke noget dårligt bud. Man får ganske vist ingen hest og heller ikke et æsel, men et fuldvoksent og vellavet festivalmåltid, som gør underværker, når man trænger til frisk, smagfuld og nærende mad. Que bueno!
Grød – Svampebygotto med syltede svampe og timian: 85 kr.
Grød fra Graven er efterhånden en god gammel kending på Northside Festival, hvor biksen ad flere omgange har forsynet (g)rødflove gæster med alt fra havregrød til bygotto i en række mere og mindre fancy varianter.
Succesen gentages i år, hvor grødentusiasterne foruden en indisk rød dahl har en svampebygotto på menuen, der, som navnet antyder, kredser om myceliaguld fra skovbunden.
En cremet omgang, der fylder mere, end den visuelt ser ud til at gøre, og som ikke sparer på mængden af syrlige, syltede svampe – størrelsen taget i betragtning kunne det være portobellosvampe. De lange tråde af smeltet ravost, som strakte sig efter skeen, indikerede, at der heller ikke i osteafdelingen var sparet på råvarerne og heldigvis. Med et godt strøg timian og sort peber var smagen således fint i hus.
I sin udgave som festivalret kunne jeg godt have drømt om noget, der tilføjede en smule mere struktur til spiseoplevelsen, end de på toppen-placerede ærteskud bidrog med. Det kunne f.eks. klares med et stykke brød som tilbehør. Det er et ønske mere end en decideret mangel og med eller uden brød, så er Grød et godt alternativ til de lidt køligere aftener, eller når man har fået nok af fritter og burgere. Og så har jeg stadig til gode at smage den røde dahl til 79 kr.
Pizzaboys – Margherita eller Kartoffel & Zucchini: 125 kr.
Også Pizzaboys fra Aarhus får en tur mere i Northside-møllen, når de igen i år langer to typer af napolitanskinspirerede surdejspizzaer over disken på Eskelunden. Denne gang i form af en klassisk margherita og en hvid pizza med kartoffel og zucchini.
Margherita er en evergreen, som skattes bredt af såvel kød- som ikke-kødspisere. Den universelle mozzarella-tomat-symfoni er desuden en god indikator, når man skal teste formen på et pizzasted, og den version, vi fik serveret glohed og pyntet med frisk bøffelmozzerella, var så absolut et prægtigt og veloplagt eksemplar.
Afstemt i sin krydder- og saltbalance samt mængden af sauce og ost, der sikrede, at den den tynde bund ikke druknede i for meget af det gode. Velbagt i sin krumme og en af dem, der holder på formerne hele vejen uden slask på midten. De luftige og fyldige skorper kan man for øvrigt skylle ned med en skorpedip for 15 kr., og det var godt givet ud for den aldeles fremragende aioli, vi fik med.
Hvad zucchini-pizzaen angik, var tomatsaucen erstattet af den noget mildere ricottaost, og her manglede vi en anelse af den kraft, som vi mødte i smagen hos margheritaen. Om ikke andet så kunne et par ekstra strøg havsalt og rosmarin på toppen have gjort sig godt. Hvorom alting var, så var det stadig en yderst velsmagende pizza, som havde styr på struktur med godt bid i både kartoffel og zucchini.
Pizza er måske en knap så mobil festivalspise, men til gengæld en aldeles egnet delespise, hvilket ikke er dumt på en festival, hvor meget handler om at være sammen. En knævrepause i solen med en surdejsfornøjelse fra Pizzaboys kan således anbefales på det kraftigste.