Fortsæt til indhold

Læserne har valgt: Moesgaard er deres favorit-strand

Der er ingen tvivl. En tredjedel af læserne valgte at pege på Moesgaard Strand i Aarhus Onsdags afstemning om, hvilken der er den bedste indenfor kommunen.

Byrummet

Vi har spurgt læserne om, hvilken Aarhus-strand, der er deres favorit. Svaret var klart, for ikke mindre end en tredjedel valgte Moesgaard Strand. De begrundede det især med, at den er smuk, fuld af dejlig sand, fredfyldt og at den har toiletter og en god kiosk.

Det overlader den ellers så populære Bellevue til 2. pladsen i strandenes top fire, mens Ballehage tager 3. pladsen. Den ikoniske Permanente havner på 4. pladsen, måske fordi vinterbadeklubben Jomsborg lige nu er i gang med et stort renoveringsprojekt lige der.

Selv om solen ikke bager fra en skyfri himmel er der masser af liv og gæster på byens strande. På Moesgaard Strand er der ikke så mange unge, når skyerne lægger et solfilter ud over himlen, men der er familier, turister og de lokale, der flittigt bruger strandområdet til at vandre, hænge ud og slappe af i.

Selv om solen ikke stråler fra en skyfri himmel er der familier, turister og lokale, som flittigt bruger stranden til at vandre, hænge ud og slappe af i. Foto: Tahmasbi

Det bedste lege-sted

»Vi bor i Stavtrup, men kører herud til havet næsten en gang om ugen. Vi er alle fem mest friske og i godt humør om morgenen, så køber vi morgenmad med herud og begynder dagen her,« siger Thomas og Christina Hartlev.

Familien har tidligere boet 10 år på Trøjborg og kom meget på Den Permanente, hvor de gik ind i det aflukkede område i morgen-timerne, før det op ad dagen blev til fluepapir for den smukke ungdom.

I dag skal de starte bilen og kører ofte til Moesgaard Strand.

»Her er der mulighed for at drengene bare kan være, uden at de generer nogen eller larmer for meget. De må for eksempel gerne råbe ud over havet, og det er et godt afbræk fra villahaven,« siger Christina Hartlev, der ikke er den store hav-svømmer, men som meget gerne går på stranden med drengene.

Der kan være alt fra helt roligt og meget smukt til vildt og oprørt med blæst af stormstyrke. Det kan alt sammen noget, når man er en familie med tre energiske krudtugler.

Den tyske familie bor til dagligt langt fra havet, så de nyder at lege på stranden og at fiske med en meget simpel fiskestang. Foto: Tahmasbi

Tyske turister elsker det

Lidt længere henne ad stranden sidder en mor med sine to små drenge, der har fundet to pinde, de har bundet en snor i. Det er deres fiskestænger, og dem får de lang tid til at gå med.

Til daglig bor de i Tyskland tæt på Berlin, og der er ikke noget hav.

»Det er skønt for os at være her på stranden. Vi elsker det,« siger familien, der er taget til Aarhus sammen med onkel, tante, fætre og kusiner.

De har et langt sejl med, som de har sat op i en halvcirkel, der skærmer dem fra vinden og gør det overskueligt for børnene, at det er her, de holder til.

De kan se livredderne lidt længere henne ad stranden, så alt er trygt og godt.

Amalie Østrup og Markus Kjeldsen holder øje fra livredder-tårnet. Deres job er vellykket, når der er så lidt action som muligt. Foto: Tahmasbi

Stille er bedst

»Vi skifter strand en gang om ugen og har været her før. Vi er også lokale, så vi kender godt Moesgaard,« siger de to livreddere, Amalie Østrup og Markus Kjeldsen, der lige nu sidder i læ i deres udkigstårn.

»Nogle uger er her travlt, især når der er fralandsvind, for så skal vi ud at hente folk med badedyr i land. Men det er ikke her, der sker de store ulykker. Og det er godt, for vores job er bedst, når der ikke sker noget med nogen,« ler de.

Livredderne fortæller, at der er mennesker på stranden hver dag, også når vejret ikke er mega godt. De kommer for at bade og sætter sig i læ, hvis det blæser. Folk kommer også vandrende med rygsække og er på en længere tur, der fører dem hen over det smukke strandområde.

Når livredderne går hjem klokken 18, ser de mange familier dukke op med deres grill og madkurve. Det er tid til aftensmad i det fri.

Manden og havet. Jan Kristensens daglige strandture går længere og længere sydpå, for der er mest stille. Foto: Tahmasbi

Stilhed og ro

Det er ikke kun livredderne, der synes, at stille er bedst. Det gælder også nogle af de lokale superbrugere af området.

»Vi boede nogle år i oplandet til Aarhus, men stammer begge to fra Aarhus og flyttede for 10 år siden tilbage til Holme. Det var som at komme hjem, for her kender vi naturen og alle strandene rigtig godt. Vi går tur her stort set hver dag,« siger Jan Kristensen, der følges med sin kone som fast tur-makker.

Kun en ting kan skille dem ad: når havet er koldt, hopper hun i, mens han ikke lader sig overtale.

»Min kone vinterbader fra Ballehage, som ikke kræver medlemskab som f.eks i vinterbade-klubben Jomsborg. Jeg går kun i, når vandet er varmt nok,« fastslår han.

Parret elsker den ro, der er, og den vildskab, som havet og vejret også kan byde på.

»Vi var for nylig inde og se på sko i byen, men jeg ville bare gerne hjem igen. Jeg holder meget af stilhed og ro,« forklarer den inkarnerede strand-vandrer.

Mange familier går en tur, tager sig en dukkert, spiser en is og hænger ud ved havet. Foto: Tahmasbi

Saksild er populær

Jan Kristensen har set afstemningen om byens strande i Aarhus Onsdag. Han ville ikke stemme på Moesgaard, for han synes, at der efterhånden er for meget liv og foretrækker at tage længere sydpå ud af Aarhus Kommune gennem Norsminde og mod Saksild.

Den er nævnt af mange læsere, men den var ikke med i konkurrencen, fordi den er udenfor kommunen og hører under Odder.

»Når vi går turen herfra og derned, kommer vi gennem en række forskellige kulturer, det er faktisk sjovt. Først de unge med grill, fest og musik, så familierne, i Fløjstrup er der nudisterne og endnu længere sydpå er der fred og ro,« mener Jan Kristensen og hans kone.

Der er mange former for aktiviteter på en strand. Foto: Tahmasbi

Heldigvis er der god plads til alle de mange forskellige behov, strandgæsterne har.

Stranden er altid åben og gratis at bruge, så Aarhus Onsdag ønsker god tur både til læsernes favorit og de mange andre muligheder, byen har.