Kendt Aarhus-kunstner udsmykker vægge og søjler i Føtex
Hvad har kunst og vaskepulver til fælles? Umiddelbart ikke ret meget, men i Føtex Food på Frederiks Allé i Aarhus, går de to ting hånd i hånd. For første gang nogensinde har en kunstner nemlig dekoreret vægge og søjler i et Føtex-varehus.
Det er den lokale Aarhus-kunstner Peter Birk fra Galleri Grisk, der står bag værkerne.
Der har været et ønske om at skabe mere liv og farve, at sætte et lokalt præg og at give kunderne en anderledes oplevelse, når de handler.
Der er blandt andet malet blomster, frugter og grønt, som kunderne kan se ved væggen i frugt/grønt-området, på tre vægge ved pakkerobotten og på de fire firkantede søjler, der er i varehuset.
Giver stemning og miljø
»Peter Birks kunst giver noget liv, og kunderne kan nu kigge på det i stedet for de hvide søjler. Det er anderledes, end man er vant til, og det fungerer rigtig godt,« siger varehuschefen, Christoffer Schjølin.
Peter Birk er kendt for at lave streetart, så det har været en anderledes og udfordrende opgave at male kunst i varehuset. Han har tænkt malerierne som ét samlet værk, selv om de er på flere flader. Han har malet det hele på store plader i sit værksted for at sikre, at alle målene var helt præcise og for ikke at genere kunderne imens.
»Det har været en fed opgave, og har hele vejen igennem processen været åben overfor mine idéer. Min tanke har været at give stemning til miljøet i varehuset, og skabe kunst der relaterer sig til supermarkedet,« siger Peter Birk.
Kunsten er en del af en større forandring i butikken. Fra fredag 1. september er det nemlig et helt nyt og anderledes varehus, der møder kunderne.
Siden uge 13 har en ombygning stået på, mens kunderne fortsat har kunne handle, men nu er ombygningen helt færdig, og kunderne vil både kunne nyde forandringerne og kunsten.
Kunsteren maler i varehuset
Peter Birk kommer i varehuset torsdag 7. september klokken 12 og maler de sidste detaljer på værket, så kunderne har mulighed for at se ham i aktion og få en anderledes kundeoplevelse den dag.
Foruden kunstværkerne bliver kunderne mødt af en helt ny indretning med nyt inventar, gulve, kasselinje og en pakkerobot, der på 10-12 sekunder kan udlevere kundernes pakkepost, når de har indtastet en kode/scannet QR-koden.
»Varehuset er blevet mere friskt og luftigt. Der er blevet bedre plads til kunderne, når de går rundt på indkøb, og de får nu en endnu bedre kundeoplevelse, når de handler,« siger varehuschef, Christoffer Schjølin.
Han slår dørene op til det nye varehus fredag 1. september klokken 07.