Danmarks største festival om hjernen vender tilbage til Dokk1
Deltagerne kan høre om en parasit, der overtager hjernen. De kan danse hjernen glad. Eller tage soveposen med, og opleve en eksklusiv sovekoncert med et soundtrack til nattens rytme.
Op mod 10.000 deltagere indtager Dokk1, når Folkeuniversitetets festival Hearts & Minds løber af stablen 22.-24. september, hvor hjernen og dens mysterier er på programmet.
Hjernen er på størrelse med et lille blomkålshoved, vejer 1,3 kg og styrer bl.a. tanker, følelser, adfærd, hjerteslag og vejrtrækning. Og så er den fuld af mysterier. De seneste år er vi blevet meget klogere på det, vi har mellem ørerne, men der er stadig ufatteligt meget at gå på opdagelse i. Det skriver Aarhus Folkeuniversitet i en pressemeddelelse.
Dedikerede forskere arbejder på at løse hjernens gåder, og nye indsigter påvirker løbende forståelsen af vores kommandocentral – og af os selv. Er der fx forskel på mænd og kvinders hjerner? Hvad er bevidsthed? Hvad gør depression ved hjernens funktion? Kan religiøsitet måles i hjernen? Og hvordan kan man holde hjernen ung med alderen?
Med mere end 60 arrangementer er festivalen en 360 graders rundtur i hjernens fascinerende univers. Og det er alt sammen serveret af forskere fra hele landet, der gør den komplekse sag tilgængelig for alle. Med udgangspunkt i den nyeste forskning fortæller de bl.a. om kreativitet, kærlighed, søvn, kunstig intelligens, genetik, vaner, drømme, humor og meget, meget mere.
Der er mange forskellige formater hele weekenden. Foredrag, debatter, workshops, aktiviteter, musik og sanselige indslag.
200 deltagere indtager Udsigten på Dokk1, når hjerneforsker Troels W. Kjær fortæller om hjernens gavn af motion, hvorefter der er dømt Silent Groove dans, hvor alle viser deres moves til musikken, der strømmer ud i deres hørebøffer.
For første gang nogensinde får et lille hold deltagere mulighed for at overnatte på Dokk1 fredag 22. september. Aftenen indledes med et foredrag om søvn ved lektor i neuropsykologi Ali Amidi, mens deltagerne ligger på liggeunderlag i deres soveposer.
Dernæst tager den elektroniske musiker Karsten Pflum over med en sovekoncert, komponeret til nattens søvnstadier. Deltagerne får nok ikke otte timers skønhedssøvn, men de får én på opleveren.
Gratis livestreams
Deltagerne kan også møde forskerne Kamilla Miskowiak, Thomas Z. Ramsøy, Bobby Zachariae, Morten Storm Overgaard, Peter Vuust, Vincent F. Hendricks, Lene Tanggaard og en lang række andre hjerneeksperter.
Også musikerne Kira Skov, Katrine Gislinge og Mads Langer, forfatter Peter Øvig og tidligere folketingsmedlem Manu Sareen kan opleves i samtaler med forskerne. Neurokokken Rasmus Bredahl serverer smagsprøver, og Badass Broderist Trine Runge sætter gang i den kreative hjerne.
Før og efter festivalweekenden kan man høre fem gratis livestreams om hjernen, bl.a. en om angst og en om, hvordan vi kan forstå vores økonomiske adfærd ud fra viden om hjernen. Over 300.000 har fulgt Folkeuniversitetets livestreams, siden formatet blev lanceret i 2020.
I ugerne op til festivalen er der desuden sjove, udfordrende og kreative hjerne-events for børn på Dokk1.