Fortsæt til indhold

Gratis morgenmad til de første 100 i hyggelig gårdhave i Latinerkvarteret

Ny morgenbuffet introduceres i GårdCaféen, der går efteråret i møde med nye tiltag.

Byrummet

GårdCafeen åbnede i foråret i en baggård i Studsgade, og efter en god og travl sommer er man nu klar til at sætte skub i efteråret og vinteren i de hyggelige lokaler.

»Vi synes, at der her i Aarhus mangler et morgenmadskoncept, som kan passe til både de studerende, dem som er på vej på arbejde og pensionister og andre, som har tid til at mødes om formiddagen over en kop kaffe og god morgenmad,« siger Rasmus Bahnsen, daglig leder og medejer af GårdCafeen.

Den første morgen med Gårdens Morgenbuffet er gratis for de første 100 som booker bord tirsdag d. 26. september.

»Der har været fuldt tryk på hele sommeren og her i september, hvor vejret har gjort, at vores gårdhave har været ekstra godt besøgt. Nu kigger vi ind i de lidt mere mørke måneder, og gør klar til at hygge om gæsterne inde i selve cafeen, og til at arrangere julefrokoster for en masse lokale virksomheder,« forklarer Rasmus Bahnsen.

Derfor introduceres Gårdens Morgenmadsbuffet, der på hverdage koster 39 kr. Derudover har man konceptet ’Tartelet-Tirsdag’, der hver tirsdag aften har tarteletter ad libitum, og ’Timeglas’, hvor man alle dage fra KL. 17-18 kan få to glas vin til prisen for det ene.

På GårdCafeen står de også klar til de studerende, da caféen ikke har noget imod at blive brugt som studieplads. Derfor er der reserveret otte ’studiepladser’ ved et bord, hvor studerende kan sidde og arbejde hele dagen og få kaffe til studentervenlige priser.