H.C. Andersen-eventyr sammen med mindfulness og meditation
I perioden fra 24. oktober til 13. november kan man komme med på Eventur fem forskellige steder i Ankersgade, Trøjborg, Møllestien og Fuglebakkens folkehuse og i Sct. Lukas Kirke.
Der vil lyset i rummet blive dæmpet, og farvet lys giver varme og stemning. En professionel skuespiller oplæser et, to eller tre af H.C. Andersens eventyr. Der er mulighed for at lægge sig på en yogamåtte med pude og tæppe over sig. Vi lukker øjnene og giver vores altid aktive synssans en pause, og skaber plads til høresansen samt vores fantasi. Vi er i et trygt rum sammen med andre, der også lytter til de gode historier samt skaber ro i krop og sind.
Når man er barn, får man oplæst historier af forældre og bedsteforældre, men hvorfor slutter det pludselig? Noget der er så rart og dejligt, kan da ikke pludselig stoppe? På Eventur genoptager højtlæsningen, for det kan virkelig noget, især når vi mødes i rummet sammen.
Det varer 45-60 minutter, der er ingen entré eller tilmelding og alle velkommen.
Der er yogamåtter, puder og tæpper til de første 25, så medbring gerne selv.
Arrangør: Kultur Samler.