Fortsæt til indhold

Pernille Skipper har haft lyst til at sige "rend mig" og gør det på Køn

Den tidligere folketingspolitiker taler om konstante tilsvininger, en hård omgangstone, kønsroller og seksualisering på Museet Køn i Aarhus.

Byrummet

I sin nye bog ”Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig… Rend mig” beskriver Pernille Skipper de magtstruk­turer, som særligt kvinder møder, når de forsøger at få del i magten – om det så er på Christiansborg, i det offentlige eller i det private erhvervsliv.

På onsdag 8. november kan man møde Pernille Skipper på Køn, når hun taler med Køn museets direktør Pernille Taagaard Dinesen om temaerne i bogen.

Pernille Skipper gør i ”Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig … Rend mig” op med de usynlige barrierer, som kvinder overalt i samfundet støder på, når de vil have del i magten.

Hun har selv erfaret, at barriererne lever i bedste velgående. I 11 år befandt hun sig i magtens centrum som toppolitiker og fortæller åbent om, hvordan konstante tilsvininger, en hård omgangstone, kønsroller og seksualisering skabte en ulige spillebane for hende og andre kvinder. Både på Christiansborg, i pressen og i særdeleshed på de sociale medier.

Bogen er et opråb fra en optimistisk feminist om, at vi sammen kan forme en fremtid med reel ligestilling og lige muligheder for alle køn.

Pernille Skipper er jurist og var medlem af Folketinget for Enhedslisten. Hun var blandt andet politisk ordfører, rets-, sundheds- og socialordfører samt medlem af Folketingets udvalg for efterretningstjenesterne..

I dag er hun politisk kommentator, bestyrelsesmedlem og forfatter.

Kl. 17-17.35 er der samtale om bogen inkl. spørgsmål fra salen

Kl. 17.40-18 er der bogsignering

Bogen kan købes til arrangementet. Ingen tilmelding nødvendig, men vi anbefaler, at man kommer i god tid.

Eventet er gratis med entré til museet.