Fortsæt til indhold

Nu åbner Aarhus' nyeste vinhandel: »Nerverne sidder helt uden på tøjet

Meso Vin er klar til at vise aarhusianerne, hvad konventionelle- og naturvine kan i samspil med hinanden.

Byrummet

Hipsterhøjen er centrum for stor aktivitet.

Selv på en kold vintertorsdag er der liv om aftenen i hjertet af Aarhus. Nu kommer der endnu en grund til at bruge sin fritid i den del af byen.

Tre unge mænd åbner byens nyeste vinhandel ’Meso Vin’, som er direkte nabo til den populære høj. Her sidder Kristian Marcussen med sin kæreste og nye lille hund, der er otte uger gammel. Han er ved at få styr på de sidste detaljer inden den store åbningsdag, mens hunden forsøger at slå en karklud ihjel.

»Nerverne sidder helt uden på tøjet lige nu,« fortæller Kristian Marcussen, som har 10 års erfaring i restaurationsbranchen og er en af de tre medejere af den lille vinbiks.

De to andre medejere forsøger at få nerverne i kontrol på stadion til aftenens fodboldkamp.

Meningen er, at de fleste skal have lov til at smage god vin. Derfor står vinene i et prisleje, der strækker sig fra 100 til 1.000 kroner.

Vinbutikken kommer til at ligge lige overfor Street Coffee og La Cabra. Pressebillede

Kammeratskab og medejere

Kristian Marcussen og den anden medejer Søren Andersen mødte hinanden i butiksfællesskabet Otaku på Aarhus Ø. Her arbejdede de respektivt i cafe og vinbar.

Begge steder lukkede og de to kammerater talte om at starte et koncept sammen. Gennem det sidste år har de finpudset projektet.

»Lokalet faldt ned som en appelsin i vores turban. Det passede med alt, vi kunne ønske os. Vi har et stort lokale ude bagved og endnu større nedenunder. Når vi kommer på benene skal de bruges til smagninger, på baggrund af Sørens uddannelse og erfaring,« siger Kristian Marcussen.

Søren Andersen er uddannet inden for vin og har flere års erfaring. ’Meso Vin’ kommer til at tilbyde smagninger både i butikken og ud af huset.

Den sidste medejer er Martin Andersen, som er selvstændig ingeniør, men med interesse i vin. Han ville egentlig bare gerne prøve at starte et firma op med vin og syntes af de to gutters ide var perfekt.

Er stort udvalg af både konventionelle- og naturvine præger hylderne hos 'Meso Vin'. Fokus er på den biodynamiske fremgangsmåde. Foto: Linnemann

Den rustikke stue

I november ringede den tidligere ejer af lokalet til Kristian Marcussen og spurgte, om de ville overtage butikken. En lille måned senere står de tre vin-interesserede ejere af ’Meso Vin’ klar med forrentning i midten af Aarhus.

»Vi vil gerne være en bro mellem den konventionelle vin og naturvinen. Der er mange misforståelser om, hvad naturvin er. Naturvin er ikke slemt, men det er der mange, som synes. Vi vil gerne informere om, at det kan være noget andet, end noget sjasket bælde-vin,« fortæller vinbiks-ejeren.

Butikken er indrettet som en rustik »hygge-stue«, hvor der kommer til at stå en flaske åben vin på bordet, så gæster kan smage på varerne, inden de køber.

Udover smagsprøver vil folk til at starte med kunne købe flasker og to-go, men håbet er at kunne tilbyde et par sidde-pladser i den nærmeste fremtid.

De tre vinelskere har stor fokus på økologi og naturlige dyrkemetoder og kalder konceptet for ”vin med omtanke”.

»Branchen er bare på vej i den retning og så rummer de ord også det rene produkt. Det er vi virkelig interesserede i,« forklarer Kristian Marcussen.