Du kan glæde dig til mange store internationale stjerner i Aarhus i 2024
Et nyt år står for døren, og det særlige er, at en række meget kendte navne dukker op, når vi ser ud over byens program. Her får du overblik over de legendariske kunstnere og store opsætninger, du kan opleve i Aarhus.
To legendariske bands
Både ZZ Top og Toto giver udendørs sommerkoncert i Tivoli Friheden i Aarhus. Det gør de med bare fem dages mellemrum.
Toto, der har eksisteret i mere end 45 år, er nok bedst kendt for kæmpehits som ”Africa”, ”Hold The Line”, ”Stop Loving You”, ”Rosanna” og ”Georgy Porgy”.
Og selvom velmagtsdagene nok primært hører til slut-70’erne og start-80’erne, kan de trods alt alligevel mønstre over 3,4 mia. streams på Spotify. Alene hittet ”Africa” nærmer sig i dag 1 mia. streams på Spotify.
Bluesrock-trioen ZZ Top vil 1. juli spille ikoniske sange som ’Sharp Dressed Man’, ’Gimme All Your Lovin’, ’Legs’ og ’La Grange’. De blev dannet i 1969 og opnåede flere hits i 70’erne og 80’erne.
Bandet, der nok er bedst kendt for deres unikke image med langt skæg, solbriller og en helt særlig evne til at blande blues, boogie og rock, har tidligere spillet flere koncerter i Danmark - bl.a. på diverse festivaler.
1. og 6. juli i Tivoli Friheden.
Oh Land får debut i Aarhus
Filmen ’For Evigt’ med Simon Sears og Nanna Øland Fabricius i hovedrollerne, er sangerindens første hovedrolle i en spillefilm.
Filmen er optaget i I Island, Bergen og Aarhus, hvor der er optaget scener i både Højbjerg, Risskov og Aarhus C. Derudover har kendte aarhusianske institutioner som Musikhuset og Aarhus Statsgymnasium også dannet rammer for optagelserne.
Den handler om et voldsomt jordskælv, der forårsager en mystisk Sprække i havbunden flere kilometer under Atlanterhavets overflade, og det er en mulig trussel mod menneskeheden. Langt derfra, et sted i Danmark, begynder et kærlighedsforhold mellem unge Elias og Anita.
I voksenlivet får han en nøglerolle på det internationale hold af videnskabsfolk, der skal lukke Sprækken. Men da han møder Anita igen, står han ansigt til ansigt med et liv, han valgte fra og må spørge sig selv: Kan man vælge sin egen skæbne?
Fra 18. april i landets biografer.
Brødres sorte humor
De kalder sig bros, selv om de ikke er brødre i ordets bogstavelige forstand, men derimod i comedyens ånd.
Det er essensen, når de fire komikere og kammerater Melvin Kakooza, Joel Hyrland, Hadi Ka-koush og Mahamad Habane lancerer et nyt comedysamarbejde og drager på fælles arenaturné.
Showet ”Bros - så blev der mørkt” kommer til at spille i Aarhus.
Showet være en kombination af sketcher med karaktererne Adam & Noah i skikkelse af Joel Hyrland og Hadi Ka-koush, Mahamad Habanes standup og Melvin Kakoozas humor.
11. og 12. oktober Djurslands Bank Arena
Medinas største koncert
Media giver karrierens største koncerter, når hun optræder i Djurslands Bank Arena og Royal Arena 19. april.
Den aarhusianske sangerinde brød igennem med albummet Velkommen til Medina i 2009. Hun er blandt andet kendt for sangene Kun For Mig, Velkommen Til Medina, Vi To, Ensom, Jalousi og Kl. 10.
Medina, der er født i Aarhus som Andrea Fuentealba Valbak, fyldte sidste år 40 år. Der udkom dokumentarfilmen Medina, som handler om hendes beslutning om at kigge på sit liv på ny og balancere familieliv med musikkarriere.
19. april i Djurslands Bank Arena.
Malkovich tilstår i Aarhus
Musikteaterforestilling The Infernal Comedy - Confessions of a Serial Killer med Hollywood-stjernen John Malkovich i hovedrollen bliver udskudt fra januar til september. Den skal opføres i Musikhuset Aarhus, hvor der til gengæld bliver en ekstra forestilling, så der nu bliver tre i alt. Interessen er enorm.
De to oprindelige forestillinger, der blev udsolgt på få minutter, rykker til lørdag 28. september. Alle, som har købt billet, bliver tilbudt billetter på den nye dato. Ekstraforestillingen 29. september bliver i første omgang tilbudt alle dem, som har skrevet sig på venteliste.
Det er første gang at den amerikanske stjerneskuespiller kan opleves i Danmark.
28. og 29. september Musikhuset.
Stig Tøfting i 2. halvleg
Dem der ikke fik billetter til teaterforestillingen »No Regrets«, der handler om Stig Tøfting, får nu en ny chance. Den blev en kæmpe succes, da stykket blev præsenteret for aarhusianerne.
Svalegangen melder om, at flere forestillinger var fuldstændigt udsolgt, på trods af udvidet spilleplan. Det var ikke kun publikum, der var vilde med showet. Stykket modtog også stor ros fra flere anmeldere.
Det handler om den rå defensive midtbanespillers liv og kampen mod sig selv.
»Jeg er stolt over forestillingen og stolt over, at den igen får lov til at rulle i min hjemby, men også at den nu skal ud i landet og forhåbentlig tiltrække et endnu større publikum,« siger Stig Tøfting om den nye spilleplan.
20. januar-17. februar Svalegangen.
Verdenshittet Chicago
Fra 30. april kan aarhusianerne opleve den verdensberømte storhit af en musical Chicago, der er skrevet af parret bag Cabaret. Chicago har i seks årtier gået sin sejrsgang verden over, og filmudgaven med Renée Zellweger, Catherine Zeta-Jones og Richard Gere fra 2002 scorede hele seks Oscars.
Det er en svedig og swingende musicalklassiker om amoral, jalousi og sensationslyst i de brølende 1920’ere. Der er sex og erotik, sensation og skandale, mord og bedrag leveret med uforglemmelige sange, smittende dans og livemusik. I centrum er korpigen Roxie Hart, der har skudt sin elsker, og vaudevillesangeren Velma, der har dræbt sin mand og hans elskerinde. De to må sætte deres lid til den lidt for smarte advokat Billy Flynn. Med sladderpressens hjælp skal han få dem på fri fod og tilbage i showbiz.
2. maj-9. juni Aarhus Teater.
Stor men stadig ukendt
Mike er en amerikansk soulsanger med mere end 1.3 millioner lyttere om måneden på Spottify.
Mange af læserne vil sikkert ikke kende hans ansigt, men nu får man chancen, for han kommer og spiller på Voxhall i Aarhus.
Den 24-årige rapper har et skarpt øje for de hverdagsagtige detaljer, hvor han udforsker sorg og identitet, som smelter sammen med dæmpede upolerede soul-belagte beats. Hans nyeste album, ‘Burning Desire,’ er det hidtil største, både i længde, men især kunstnerisk. På ‘Burning Desire’ træder sangeren selvsikkert frem som en del af en ny bevægelse inden for hip hop, fordi han bryder igennem undergrundens loft og introducerer en rapstil, han selv har skabt.
Mike udgav sit første projekt i 2017 og har udgivet tre albums siden.
15. marts på Radar.