Guide: Ved du ikke, hvad du skal nytårsaften? Aarhus er fuld af muligheder
Måske skal man bare danse sig igennem nytårsnat et sted i Aarhus. Tjek listen her ud.
»Det skal være årets sjoveste fest!«
Denne sætning har været en forbandelse, der har tynget nytårsaften, for hvordan sikrer man lige, at en fest bliver årets sjoveste?
Måske er den bedste mulighed for succes at droppe de forventninger og bare danse sig igennem natten et sted i Aarhus.
Kig denne liste igennem - der er rig mulighed for at sænke skuldrene og lade andre stå for det hele. Og hvem ved, måske bliver det årets sjoveste fest - måske bliver det bare virkelig hyggeligt. Det kan også noget.
Dansefest med Karmaklubben
Karmaklubben sparker dørene ind til Turbinehallen og inviterer til en nytårsfest, hvor gode drinks og et varmt dansegulv med mennesker på er i fokus. Karmaklubbens egen DJ vil spille hits fra 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne. Måske et hit eller to fra i år også vil snige sig ind.
Der vil også blive dækket op til et festmåltid.
Tid: Søndag 31. december. Dørene åbner kl. 17, maden serveres kl. 18.30 og kl. 21 åbner dansegulvet.
Sted: Turbinehallen, Kalkværksvej 12, Aarhus C.
Afrobeat/Reggartón på Casa V58
En fest med reggartón vibes - en fusion af latinamerikanske rytmer, dancehall og hip-hop - dertil krydret med afrobeats. Arrangørerne bag nytårsfesten på V58h lover årets fest på denne aften, hvor 23 bliver til 24. Til gengæld beder de deres gæster stadse ud - eller som de selv udtrykker det: »Don’t hold back - dress up!«
Så duk op på den røde løber og lad rytmerne indhylde kroppen hele natten.
Tid: 31. december fra kl. 22.
Sted: Casa V58, Vestergade 58, Aarhus C.
Årets sidsté på Kupé
I 20 år har Kupé holdt nytårsfest, og i år er ingen undtagelse. Dog bliver denne nytårsfest deres sidste, så hvis dette er favoritstedet, skal man ikke udsætte til næste år.
Så kig forbi Europaplads og rund en 20-årig tradition af med manér. Når man festen inden kl. 1, bliver man mødt af et gratis glas champagne.
Tid: 1. januar fra kl. 00.15.
Sted: Europaplads 10, Aarhus C.
Fest efter kl. 00 på HeadQuarters
HeadQuarters præsenterer et brag af en nytårsfest, når de slår dørene op til den første fest i 2024. HQ stiller an med et allstar-hold af DJ’s, som er klar til at klæde høj som lav musikalsk på til, hvad 2024 bringer.
Så snart de første raketter har lyst himlen op efter midnat, kan man dreje rundt på hælen og bevæge sig mod HQ. De anbefaler at komme i god tid, da der vil være bobler og kransekage til de første gæster.
Tid: Mandag 1. januar kl. 00.30.
Sted: Valdemarsgade 1A, Aarhus C.