Tredje år i træk: "Smilets By" er verdens gladeste by
Aarhus topper opgørelse over de lykkeligste byer i verden igen.
Orienterer man sig meget på de sociale medier og i lokalpressen, så kan det måske være lidt svært at genkende.
Men skal man tro ’The Institute of Quality of Life’, så overskygger brokkeriet over haltende velfærd, grimme højhuse, letbanens evindelige aflysninger, dårlig snerydning og meget, meget andet altså ikke aarhusianernes glæde ved livet.
Ifølge det engelskbaserede institut så er Aarhus nemlig ikke bare ’Smilets By’ af navn, men også af gavn.
Den jyske hovedstad topper nemlig den årlige rangliste kaldet ’Happy city index’ for 2023. Og det endda ganske markant foran byer som Amsterdam, Bergen og Brisbane.
I nationalt øjemed er der langt ned til København på en 29. plads og Aalborg og Odense på hhv. plads nummer 35 og 53.
Ifølge ’The Institute of Quality of Life’ er ranglisten baseret på en vurdering af bl.a. uddannelse, inklusion, økonomi, mobilitet, miljøbeskyttelse, adgang til grønne områder og innovation.
Metoden kan der utvivlsomt udsættes noget på, og instituttet er da også åben omkring, at man kun har kigget på større byer på verdenskortet.
Det er tredje år i træk, at Aarhus er øverst på ranglisten. I 2022 var det også foran Amsterdam og Bergen, mens København var på en 7. plads.
I 2021 var norske Bergen på en andenplads og australske Canberra på en tredjeplads. København var her nede på en 24. plads.