Ikoniske Richard Mortensen gik gennem sorg til zen
Aros viser 80 værker af kunstneren, der var den mest betydningsfulde pioner i Danmark inden for det abstrakte: "Mellem Linierne".
Han er et ikon i kunstverdenen og en pioner inden for abstrakt maleri. Fra marts bliver Richard Mortensens mangefacetterede kunst udfoldet gennem mere end 80 malerier og papirværker.
Privat gennemgik kunstneren både personligt og kunstnerisk en krise, da hans bare 29-årige kone, forfatteren Sonja Hauberg, døde efter bare to års ægteskab. Hun var blevet smittet med tyfus. Kunstneren rejste sammen med skulptøren Robert Jacobsen til Paris, hvor Mortensen udviklede konstruktiv abstrakt kunst.
Udstillingen På Aros retter særligt fokus på Richard Mortensens position på den parisiske kunstscene samt hans indirekte og subtile insisteren på at belyse politiske problemstillinger hele sin levetid. Det er den første store, retrospektive Mortensen-udstilling i 30 år og tydeliggør hans fortsatte relevans i dag.
»Som led i Aros’ mission om at sætte fokus på prominente danske kunstnere, hylder vi nu Richard Mortensen, en af Danmarks mest ikoniske og indflydelsesrige kunstnere. Med denne skelsættende udstilling belyser vi hele hans kunstneriske oeuvre og genopliver hans bidrag til den internationale bevægelse inden for konkret abstrakt kunst,« siger museumsdirektør Rebecca Matthews i en pressemeddelelse.
Geometrisk og abstrakt kunst
Richard Mortensen er en af de mest betydningsfulde danske kunstnere i det 20. århundrede. Mortensen spillede en dominerende rolle i etableringen af den surrealistiske bevægelse i Danmark, og han var i Paris en af de mest fremtrædende fortalere for den konkrete abstrakte kunst.
Richard Mortensen var en pionér, der var optaget af at opfinde et stramt og samtidigt legende formsprog med rendyrkelsen af form, flade, rum, farve, punkt og linje.
Han var blandt andet påvirket af zenbuddhismen og søgte balance og fred. Nogle af de senere værker er signeret med et ”MortenZen”.
”Richard Mortensen – Mellem Linierne” kan opleves fra den 23. marts til 1. september.