Det smukke, grufulde og forbudte Iran er rykket ind på Aros i Aarhus Sokhanvari

På Aros går man ind i et smukt univers med ornamentiske mønstre på både væggene og gulvene og til lyden af iransk musik, når man aflægger iranske Soheila Sokhanvaris aktuelle udstilling et besøg.

En flere meter høj væg med en mosaik af spejle står indenfor døren og reflekterer flotte formationer på gulvet og i rummet. En kæmpe stjerne af spejle hænger fra loftet og har samme effekt. Inde midt i den kører en skærm med kendte kvindelige sangere og skuespillere. På væggene hænger 21 miniature-portrætter af de ikoniske stjerner.

Udstillingen er en hyldest til dem. Ikke fordi de har klaret sig godt, men fordi de har betalt en høj pris, da præstestyret tog magten i 1979. Prisen var kvindernes frihed. Deres bøger, kunstværker og film blev forbudte, censureret og brændt, og deres bankkonti blev lukket, da revolutionen skyllede ind over landet med Khomeni i spidsen.

»Jeg mener, at kvinderne er revolutionens martyrer. Jeg vil gerne udødeliggøre dem med mine portrætter, fordi deres historier er utrolig vigtige. Ikke mindst efter, at flere unge er døde i politiets varetægt, efter at de har vist deres hår frem offentligt i nyere tid,« sagde en dybt berørt Soheila Sokhanvari til Aarhus Onsdag ved en pressevisning på Aros dagen får åbningen.

Hun fortalte, at mange af kvinderne mistede alt, de havde, og at de ikke kunne vende tilbage til det, de kom fra, for deres familier havde opgivet dem. Nogle af dem fik dødsdomme og måtte gemme sig.

Soheila Sokhanvari føler sig tæt knyttet til dem og deres skæbner. Derfor påvirker det hende så meget at tale om dem, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage på Aros.

»Jeg føler mig meget forbundet til kvinderne og har stærke følelser for dem. Jeg ser mig selv som en, der kaster lys over deres skæbner, og vil sørge for at de ikke døde eller forsvandt forgæves,« forklarer den 59-årige kunstner.

Hun har derfor lavet en grundig research om de 21 kvinder, hun har portrætteret men ikke har mødt. Mange af dem er døde eller flygtet, og deres spor er blevet slettet.

Soheila Sokhanvari fortalte, at en af dem er Irans svar på Marilyn Monroe. Fereshteh Jenabi var en populær filmstjerne, der fik en dødsdom for at medvirke i erotiske film.

»Hun var den første i Iran, der foregav at få en orgasme på film. Hun flygtede og måtte leve i skjul i 20 år i Iran ved at flytte rundt fra ven til ven. Man fandt hende død som 50-årig af en overdosis, og det blev aldrig opklaret, om hun ønskede et begå selvmord, eller hvad der skete,« fortæller Soheila Sokhanvari om et af sine portrætter.

Der findes ikke ret mange informationer om de ikoniske kvinder, fordi regimet ikke bare har brændt deres værker men også det udstyr, der er blevet brugt til at fremstille dem. Kvinderne er blevet slettet fra landets kulturhistorie.

»Det var ikke gloværdigt eller populært at være skuespiller, forfatter, sanger eller kunstner, så der var ikke så mange af dem, og derfor kendte mange af dem hinanden og hang ud sammen. Så det var en ret lukket klike, men når man finder frem til en, der kendte dem, kan man komme videre til de andre,« fortalte den iranske kunstner.

Det tager hende seks-12 uger at male et portræt, men indsamlingen af informationer kan tage mindst lige så lang tid.

Soheila Sokhanvari bor i London og har gjort det, siden hun som 14-årig tog dertil for at studere og aldrig vendte hjem til Iran igen, fordi revolutionen ændrede alt.

Det har hun til fælles med flere af gæsterne ved pressemødet på Aros. En af dem er Maria Brinks Arianfar, der er ansat i Aarhus Kommune som journalist og studievært. Hun danser også traditionel iransk dans og optræder med det.

Hun er født i Iran, husker revolutionen og boede i landet i 15 år under præstestyret, hvor kvindernes frihed forsvandt. Maria Brinks Arianfar kom til Danmark for 30 år siden.

»Jeg kan godt forstå, at Soheila begyndte at græde, da hun skulle fortælle om de kendte iranske kvinder, der måtte flygte eller gemme sig, fordi styret ikke ville acceptere deres kunst. Jeg fik også en klump i halsen, for vores frihed er det allervigtigste. Jeg er en stolt iraner, men jeg bliver utrolig ked af det, der er sket og stadig sker i landet,« siger Maria Brinks Arianfar.

Udstillingen gør et stort indtryk på den aarhusianske iraner, der tydeligt kan genkende det iranske formsprog i udstillingen, som hun oplever i flere lag. For under det smukke finder man smerten.

»I de flotte mosaikspejle kan man kun se os som væsener. Der er ikke smykker, makeup eller hårpragt, og det minder mig om den status, kvinder har i Iran i dag, hvor man ikke vil se eller høre dem. De skal bare udføre deres opgaver og ellers være usynlige,« siger Maria Brinks Arianfar.

Hun føler sig i det daglige utrolig heldig, fordi hun har sin frihed her i landet, og er en af de heldige, der er sluppet ud af styrets jerngreb, hvor iranerne ikke engang har basale menneskerettigheder. Hendes storesøster var politisk aktiv, og det betød for Maria Brinks Arianfar, at hun ikke kunne få et bevis for at hun har studeret på universitetet. Og deres fra blev med dags varsel fritstillet og bortvist fra en toppost i militæret.

Hun mener, at Soheila Sokhanvaris udstilling ikke bare er smuk men også en vigtig fortælling om det, der sker ude i verden.

»Den vil minde os om, at det vigtigste, vi har, er frihed.«

Kan ses til 2. juni.