Dronning Margrethe: »Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Titlen på denne artikel stammer fra et interview, jeg i 2002 havde lejlighed til at lave med Hendes Majestæt Dronningen.

»Jeg kan ikke påstå, at jeg har været der hvert år, men jeg er kommet der meget, og jeg sætter stor pris på museet,« udtalte dronningen i interviewet, hvilket til fulde bekræftes af gæstebogen og af Den Gamle Bys årbøger.

I min tid som museumsdirektør for Den Gamle By siden 1996 har dronningen som protektor for Den Gamle By deltaget i mange åbninger og officielle arrangementer, men hun har også taget del i kollegiale sammenkomster og faglige diskussioner og her givet værdifulde bidrag til Den Gamle Bys interne faglige ping-pong.

Det gælder i diskussioner om historisk bindingsværk, rekonstruktion af dragter efter originaler i Den Gamle Bys dragt- og tekstilsamling, patinering af paneler til 1974-lejlighederne, og navnlig gælder det i forbindelse med genopførelsen af Møntmestergården i Den Gamle By.

Det var ved et arrangementet i juli 1999, at dronningen fik øjnene op for Den Gamle Bys unikke projekt med genopførelse af Møntmestergården fra København. Møntmestergården er fyldt med finurligheder, og arbejdet med at genskabe interiør, farver og dekorationer var virkelig kræs for en kreativ sjæl med dyb indsigt i historien.

»Jeg bor jo selv i 1700-tals huse,« sagde dronningen engang til mig.

»Og nogle af dem har jeg været med til at bygge om, så det er interessant at følge denne bygning blive genopført fra bunden. Mange af de farver, der gemmer sig under overfladen, svarer til de farver, vi har fundet på Fredensborg – men håndværkerne har jo givetvis også lært af hinanden.«

Dronningen har fulgt genskabelsen af Møntmestergårdens såkaldte Fugleloft, hvor originalen var blevet så skadet, at det ikke kunne genopsættes. Hun har fulgt billedskærerens og malernes rekonstruktion af de 1700-tals-papirtapeter, som der skulle et helt Storm P-agtigt maskineri til at fremstille. Og hun har fulgt afdækningen af farvelag på den italienske trappe, gobelinmaleriet, 1700-tals-stukken, formgivningen af karnappen, den særlige kvaderbemaling og mange andre nørdede detaljer. For der gik virkelig nørderi i arbejdet, som også gav Den Gamle Bys fagfolk en stolthed og et rygstød, som man fortsat fornemmer den dag i dag.

Da majestæten ankom til det nævnte arrangement i juli 1999 og fra hjørnet af Torvet så Møntmestergårdens imponerende bindingsværk, satte den historiekyndige dronning straks fingren på et helt centralt punkt.

»Sig mig, hvilket belæg har De for karnappen,« spurgte dronningen.

Og det var indtrykket, at majestæten var tilfreds med svaret, som lød, at Den Gamle By har seks kilder til karnappen – og til arbejdet med genskabelse af Møntmestergården som sådan.

Først og fremmest bindingsværket og de fysiske spor, som findes her, for eksempel i form af taphuller og øksespor. Dernæst de opmålinger, notater og fotos, der stammer fra de bygningshistoriske undersøgelser i forbindelse med nedtagningen. Endvidere de ofte ganske detaljerede bygningsbeskrivelser, der findes i de såkaldte brandtaksationer, som blev udarbejdet i forbindelse med 1700-tallets brandforsikring.

Disse kilder gav imidlertid ingen oplysninger om, hvor langt karnappen rakte ud over gaden og heller ikke om, hvordan taget på karnappen var udformet og konstrueret. Her kommer så de øvrige tre videnskilder ind. Dels samtidige gengivelser af bygninger i København, sådan som de for eksempel er malet af Johannes Rach og Hans Heinrich Eegberg i 1740’erne, dels bygningsarkæologiske undersøgelser fra bygninger, hvor man kan forvente parallelitet, og endelig håndværkernes faglige intuition undervejs i processen.

Det er i sin essens også den model, Den Gamle By fortsat anvender under rekonstruktion af bygninger, butikker, værksteder og hjem.

Jeg husker et helt særligt forløb, hvor dronningens historiske gefühl og enestående farvehukommelse var en stor hjælp. Forud var gået en lang række faglige diskussioner, hvor vi internt ikke altid var enige. Undervejs i arbejdet opstod der nemlig situationer, hvor man kunne vælge forskellige løsninger, og hvor det ikke stod hundred procent klart, hvilken vej der ville være den rette.

For at skabe fodslag indførte jeg en model, hvor retningen blev besluttet og fastlagt i et forum, hvor alle kompetencer var repræsenteret. I begyndelsen mødtes vi hver uge. Bølgerne gik højt, og diskussioner kørte op, men efterhånden som processen skred frem, opstod der en stadigt højere grad af konsensus.

En dag i sommeren 2003 var vi så nået vi frem til en model for, hvordan rummene på førstesalen, den fineste etage, beletagen, skulle disponeres, indrettes og dekoreres. Det er her, den højborgerlige lejlighed anno 1768 er indrettet. Alle var efter lange diskussioner blevet enige om modellen. Men for en sikkerheds skyld spurgte jeg, om man kunne forestille sig, at der var nogen, der vidste bedre end os, og som vi derfor burde tage i ed. I kredsen var der enighed om, at den største kompetence på området på det tidspunkt utvivlsomt fandtes i Den Gamle By. Men, men, men – der var måske én person, som var nyttig at konsultere, nemlig Den Gamle Bys gode protektor Hendes Majestæt Dronningen.

Hvad gør man så? Jo, samme eftermiddag ringede jeg til daværende hofmarskal Søren Haslund-Christensen, som foreslog, at jeg straks skrev ham et brev. Det gjorde jeg, og allerede næste formiddag ringede han tilbage. Han havde nu talt med dronningen, som ferierede på sommerslottet Cayx i Sydfrankrig, og vi aftalte et besøg søndag den 31. august 2003.

Besøget kom til at vare det meste af en dag. Vi så på detaljerne, fremdrog dokumentationen, diskuterede, og det viste sig heldigvis, at der var fuld konsensus.

Der var imidlertid én sag, vi var særligt usikre på, nemlig den gule farve i beletagens køkken. Godt nok indikerede farveprøver, at farven, vi havde valgt, var den rigtige, men vi var stadig usikre. Da dronningen så farven, sagde hun straks:

»Den farve har jeg set før. Nemlig i et rum på Fredensborg, der vistnok fungerede som køkken i første del af 1700-tallet.«

Så blev den ligesom vinget af!

Dagen for dronningens besøg var også den første weekend i Aarhus Festuge. Vejret var venligt med mild sol og høj himmel. I Den Gamle By spillede Harmoniorkestret Kærne deres sidste koncert som orkester. Harmoniorkestret Kærne havde været med siden den første festuge i 1965, og dronningen må have hørt dem masser af gange. Da de musikalske gøglere tumlede rundt på Torvet, åbnede dronningen vinduet fra Møntmestergårdens førstesal og vinkede. Og ikke et øje var tørt.

Da det store arbejde med Møntmestergården nærmede sig sin afslutning, faldt talen på, hvordan det skulle markeres. Naturligvis med en officiel åbning, var der enighed om, forhåbentlig med deltagelse af Den Gamle Bys protektor. Møntmestergården måtte også markeres med en rigtig bog – og måske vi kunne spørge dronningen, om hun ville skrive bogens forord. Jeg spurgte, og svaret var et klart ja.

I sit forord til bogen giver dronningen blandt andet dette tidsbillede:

»Min daglige skolevej førte mig forbi de sidste rester af kvarteret, og jeg husker det som et levende og farverigt, men også stærkt nedslidt bymiljø. Da var Møntmestergården for længst revet ned; men man kan i dag glæde sig over, at der i 1940’erne fandtes mennesker med fremsyn til at redde et af de fineste og bedst bevarede huse, nemlig Møntmestergården.«

Dronningen afsluttede sit forord:

»Møntmestergården er et enestående kulturminde fra en tid, hvorfra kun lidt er bevaret i vore byer; derfor fremstår bygningen også som et vidnesbyrd om Den Gamle Bys mod, vilje og evne til at gennemføre et projekt, som nok kun de færreste troede på, da tanken først kom frem.«

Dronningen var naturligvis hædersgæst ved åbningen af den helt færdige Møntmestergård. Arrangementet foregik 16. juni 2009 og var også en markering af 100-året for Landsudstillingen i Aarhus – og dermed Den Gamle Bys første 100-års jubilæum. Det andet fejrede vi i 2014, som er 100-året for museets åbning på den nuværende placering.

To måneder senere deltog dronningen i den festmiddag, der afsluttede en international konference i Association of European Open-Air Museums, som Den Gamle By var den stolte vært for i jubilæumsåret. Normalt forsøger arrangørerne af disse konferencer at få en prominent person til at kaste glans over arrangementet. Typisk en kulturminister eller en borgmester.

»Jeg spørger vores protektor,« tænkte jeg, og der var straks et ja fra den museumsinteresserede dronning.

Festmiddagen blev naturligvis holdt i Møntmestergården, og undervejs skiftede vi ud ved hovedbordet, så dronningen fik lejlighed til at tale med så mange museumsfolk som muligt – fra Polen, Estland, Holland, Tyskland, Ungarn, Sverige, Canada og Australien.

Under middagen overtog de skøre tjenere fra Café Kølbert lige så stille serveringen. De to udisciplinerede tjenere Hr. Nitz og Erling Lærling blev konstant fløjtet på plads af den stramtandede frøken Svennevig. Alligevel lykkes det dem gentagne gange at bryde med frøkenens krav om pli og høflighed. Også ved hovedbordet.

Således var vi flere, der overhørte følgende ordveksling mellem Erling Lærling og dronningen:

»Mon dronningen kunne tænke sig noget mere sprut,« spurgte Erling frejdigt, hvortil dronningen svarede »Jo tak«.

Erling hældte rødvin i glasset, helt op til kanten, og trak så et ur op af tjenervestens lomme. Han præsenterede det lidt gedulgt for majestæten og spurgte:

»Mon dronningen ville være interesseret i et godt og billigt dameur?,« hvor svaret lød:

»Nej tak. Dronningen har mange billige dameure derhjemme.«

Og vi skreg af grin.

Lidt senere på aftenen lod operasanger Lars Thodberg Bertelsen sin klangfulde baryton fylde den fine Fugleloftssal med to danske sange. Først H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” og dernæst ”Jeronimus’ sang” fra Carl Nielsens opera ”Maskerade”. Det var ikke kun os danskere, der blev rørt.

Efter middagen gik mange af konferencedeltagerne ned i Winekes Kælder, der er indrettet som et værtshus fra 1700-tallet. Med gulvtegl, kalkede munkestensvægge, borde i egetræ, kopistole a la 1600-tallet og rum, der kun er oplyst af stearinlys. Navnet Winekes Kælder stammer fra den møntmesterfamilie, der boede i gården fra 1690 til 1752, og kælderværtshuset var det første markante forsøg på at integrere museumsoplevelse og servicering med mad og drikke.

Da vi gik ned i Winekes Kælder, var dronningen imidlertid taget hjem. Men oplevelsen af at have været til fest med landets regent gav anledning til megen snak blandt deltagerne, og det er stadig noget, de ældre medlemmer af Association of European Open-Air Museums taler om, når vi mødes.