Fortsæt til indhold

‘Fra frygt til frihed’ tilbyder gratis og anonym rådgivning til kvinder

Byrummet
Tahmasbi

‘Fra frygt til frihed’ tilbyder gratis og anonyme rådgivningsforløb for kvinder, som er eller har været udsat for psykisk, fysisk eller enhver anden type af vold indenfor det seneste år.

Samtalerne tilbydes i et diskret lokale i Aarhus midtby, over telefonen eller online og kan foregå på både dansk og engelsk. Rådgivningen finder man på Gaia Krisecenter, Nørre Allé 23 C i Aarhus. Den kan kontaktes på telefon: 81 80 78 81.

Man møder der uddannede terapeuter, socialfaglige rådgivere og psykologer, der alle har specialiseret sig i voldsrelaterede problematikker. De hjælper kvinderne med at forstå og finde orden i kaos. Målet er at give redskaber til at træffe valg, der stemmer med den enkeltes værdier og ønsker. Det skriver ‘Fra frygt til frihed’ i en pressemeddelelse.

Samtalerne tilbydes i Aarhus midtby, over telefonen eller online. Pressefoto

Man kan få op til fem fortrolige samtaler, som kan foregå på både dansk og engelsk. Formålet er at hjælpe og støtte kvinden, hvor hun er, og når hun har brug for det, så hun finder et trygt og frit liv. Man kan også få par- og familieterapi, hvis det er passende for kvindens situation.

Hvert eneste år bliver 118.000 kvinder udsat for psykisk og/eller fysisk vold i deres eget hjem. Partnervold kender ikke forskel på samfundsklasse eller kultur – det kunne være en person tæt på dig.